En slem skilsmissesag, hvor beskyldninger fyger frem og tilbage, er kun én historie i en lang række, hvor familien Færch spiller hovedrollerne.

Færch-familien var med til at grundlægge Skandinavisk Tobakskompagni og har tidligere været på en 24.-plads over landets rigeste.

Senest er det Erik Stener Færch, som i sit forsøg på at blive skilt fra sin kone er endt i et offentligt opgør, der dels er blevet kæmpet i medierne.

Hans kone, som angiveligt ikke vil lade sig skille, har været ude og sige, at hendes mands nye kæreste, Henriette Zobel, har erklæret hende død.

Hvilket konen Petronella Adriana Maria Bos Færch kunne afkræfte.

Hun og Erik Stener Færch havde allerede inden ægteskabet en familiær forbindelse. Hun er nemlig hans kusine, og de to har kendt hinanden hele livet, siger hun til Se og Hør.

De er dog ikke biologisk i familie, da Erik Stener Færch er adopteret.

Færch-familien har forud for denne skandale haft mange offentlige opgør både inden for og uden for familien.

Blandt andet kan det nævnes, at Erik Stener Færch var indblandet i flere problemer i selskabet, SF-Gruppen, som er pengetank for familien.

I 2018 nåede han både at få sparket ud af direktørstolen for så senere at blive genindsat.

Men det er ikke kun ledelsesposter og kærlighedsproblemer, som hjemsøger familien.

Pengene, som tilbage i 2016 blev opgjort til en milliardformue, har også været et stridsspørgsmål.

Henriette Zobel er også flyttet til Portugal, hvor Erik Stener Færch bor. Arkivfoto. Vis mere

Der har været massevis af problemer mellem den jyske del af Færch-familien og den sjællandske.

Den jyske del gik sammen med Merethe Færch, Erik Færchs søster, om at opkøbe anpartsselskaber, så de fik større magt i Færch Holding.

Færch Holding indeholdt både den del af forretningen, som beskæftigede sig med salg af plastik, men også grenen, som beskæftigede sig med tobaksindustrien.

Efter opkøbene solgte de den del af forretningen, som beskæftigede sig med plastik, for 1,8 milliarder. Pengene blev delt blandt familiemedlemmerne.

Det vakte dog ikke lykke hos sjællænderne, som indrykkede en annonce i medierne og klagede over, at jyderne var uhæderlige.

Senere fulgte flere gnidninger om penge og salg af resten af Færch-virksomheden til BAT, British American Tobacco.

Men også internt blandt de Færch-folk, som bor på Sjælland, har der været voldsomme opgør.

Tineke Færch, mor til Erik Stener Færch, har eksempelvis anmeldt sin datter til politiet. Datteren købte i 2006 nogle aktier af moren, som den ældre Færch påstår, datteren godt vidste ville stige voldsomt i værdi.

Der blev dømt i datterens favør, og det beløb på over 200 millioner kroner, som Tineke Færch bad om, blev afvist.

Den kølige luft mellem mor og datter resulterede i, at Merethe Færch sendte sine børns julegaver fra deres mormor retur.

Denne artikel bygger på bogen 'Færch - familien, magten og pengene', baggrundsinterview, iagttagelser fra Østre Landsret, artikler fra B.T., Berlingske, Dagbladet Holstebro og Jyllands-Posten.

B.T. har forsøgt at få kommentarer fra de involverede medlemmer af Færch-familien, men uden held.