Henriette Zobel og hendes kæreste er involveret i et vildt trekantsdrama, hvor Zobel angiveligt skulle have erklæret kærestens kone for død, hvilket ægtefællen nu står frem og benægter.

Ikke alene er hun ikke død, parret er faktisk ikke engang skilt, de holder bare - med konen Petronella Bos Færchs egne ord - 'en pause'.

Forvirret? Vi prøver her at forklare det komplicerede trekantsdrama:

Henriette Zobel har tidligere været gift med rigmanden Peter Zobel, som gik bort i september 2017.

I december sidste år fortalte hun, at hun ser rigmanden Erik Stener Færch, som var nære venner med Peter Zobel. Hun forklarede, at det knyttede dem sammen, at de begge havde mistet deres partner.

»Erik har også mistet sin kone, så måske det er lidt terapi for os,« sagde hun til Her og Nu.

Men nu er Erik Stener Færchs kone stået frem og fortæller, at hun ikke er gået bort, at ingen af Erik Stener Færchs tidligere ægtefæller er døde, og at hun stadig håber på, at de to finder sammen igen.

»I maj måned besluttede Erik og jeg at holde en pause, fordi vores ægteskab var belastet af, at han kæmper med nogle problemer, som er for private til, at jeg vil uddybe dem,« siger Petronella Bos Færchs til Se og Hør.

Petronella Bos Færch afviser at blive skilt, fordi hun mener, at hendes mand er 'dum og påvirket' lige nu.

Ægtepar er også fætter og kusine
Ud over at være forbundet i ægteskab er Petronella Bos Færch og Erik Stener Færch fætter og kusine.

Selvom det er sjældent, at man støder på kusiner og fætre, der er gift i Danmark, mener fru Færch, at det giver dem et endnu tættere bånd.

På Erik Stener Færchs Instagram-profil ser det dog ikke ud til, at han nærer varme følelser for sin ægtefælle.

Han skriver, at han ser frem til snart at få en skilsmisse og til at få sin længe ventede frihed.

Erik Stener Færch er arving i familiens tobaksimperium, og han har tidligere siddet som direktør i SF-Gruppen, som håndterede familiens formue.

Til B.T. udtaler Henriette Zobel, at der ikke er tale om et trekantsdrama, da Færch-parret gik fra hinanden i februar.

Det var først i august, at der opstod romantiske følelse mellem hende og Erik Stener Færch, fortæller hun.