Næste onsdag skulle Gustav Wolter, Jimmy Jørgensen og co. til lyden af Kim Larsen-klassikere have indtaget scenen i Tivolis Koncertsal med musicalen 'Midt om natten'.

Skulle. Det bliver nemlig ikke til noget alligevel.

Ny genåbningsaftale til trods har Tivoli nemlig valgt at udskyde det, man kalder 'en af de senere års helt store danske musicalsucceser'.

»Vi havde glædet os rigtig meget til at præsentere og spille 'Midt om natten' i Koncertsalen for alle dem, der havde sikret sig billet,« lyder det i en mail fra Tivoli, der fortsætter:

»Desværre driller og spænder covid-19 igen ben for forestillingen.«

Det er nu anden gang, forestillingen bliver udskudt. Oprindeligt skulle den dengang helt udsolgte musical have været opført fra april til maj sidste år.

Så bankede corona på døren, og man valgte at udskyde et år.

Næppe havde man forestillet sig, at pandemien fortsat ville være over os.

'Midt om natten'
'Midt om natten'
Vis mere

Men det er den. Og derfor vælger Tivoli altså at udskyde. Igen. Også selvom der natten til tirsdag blev åbnet for dansk kulturlivs muligheder.

Her blev regeringen og alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige nemlig enige om en genåbningsplan, der blandt andet betyder, at dele af kultur-Danmark atter kan byde folk velkommen.

Fra 6. maj er det således tilladt at have op til 2.000 siddende publikummer til arrangementer, såfremt de er delt op i sektioner af 500.

Dette til trods har Tivoli vurderet, at der fortsat mangler en del afklaringer og foranstaltninger, før det er muligt at afvikle sikkert i Koncertsalen.

»Sikkerheden omkring gennemførsel af forestillingen har højeste prioritet, så vi må desværre meddele, at forestillingerne fra 12. til 16. maj (begge dage inklusive) aflyses og flyttes til en ny periode,« lyder det fra Tivoli.

'Midt om natten' vil i stedet blive opført fra 20. september til 24. oktober 2021.

Er man en af dem, der har købt billet til forårsopførslen, kan man få denne flyttet. Ønsker man ikke det, kan man få billetten refunderet ved at kontakte Tivolis billetcenter.

»Vi beklager meget,« lyder det afsluttende fra Tivoli.