Tivoli har indgået et nyt samarbejde med Royal Unibrew. Det skriver de i en pressemeddelelse torsdag.

Med aftalen, der er i den tocifrede millionklasse, skal Tivoli skænke Royal Unibrews øl frem til 2025. Aftalen beskrives som den suverænt største kommercielle aftale, som forlystelsesparken har indgået med en enkeltstående samarbejdspartner.

»Vi er stolte af vores samarbejde med Tivoli og de oplevelser, vi sammen har kunnet give forlystelseshavens millioner af gæster igennem 10 år. For eksempel når vi har gjort koncerter med store stjerner tilgængelige med Fredagsrock og hjulpet nye musiknavne på vej med Lillefredag,« siger Lars Jensen, der er direktør hos Royal Unibrew.

Et helt nyt koncept lanceres i forbindelse med aftalen. Der etableres nemlig en ny 'Anarkist'-bar, hvor der vil være ølsmagning, underholdning og diverse events. Den overtager bygningen, hvor Biergarten på nuværende tidspunkt holder til. Her skal der blandt andet udvikles 'tivolificerede øl'. Hvad det indebærer, er der ikke meldt noget konkret ud om.

Royal Unibrew opnår med aftalen også rettighederne til visning af Champions League-finalen på plænen i Tivoli. En aftale, som Heineken førhen havde.

»Vi glæder os meget til at tage fat på de mange nye initiativer, som den rekordstore aftale med Royal Unibrew indeholder,« udtaler administrerende direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch.

Coronapandemien satte i 2020 en brat stopper for den årelange tradition af Fredagsrock-koncerter, men Tivoli forventer at vende stærkt tilbage med disse arrangementer i løbet af 2021.

Forlystelsesparken er senest blevet kritiseret for at lukke for mange mennesker ind på samme tid. De tog kritikken til sig, og har i juleperioden indført et bookingsystem, der sikrer, at der ikke længere bliver for tætpakket.