»En game changer«.
Sådan beskrev sundhedsminister Magnus Heunicke torsdag det, som vi alle har gået og ventet på i snart ét år.
Nemlig de vacciner mod covid-19, som forhåbentligt kan gøre, at vi igen kan nærme os et normalt samfund.
Sammen med en række andre myndighedspersoner tonede Heunicke positiv og smilende frem på skærmen klokken 18.00 i bedste sendetid og fortalte danskerne om en række konkrete vaccineinformationer på et pressemøde.
For hvem skal have først? Hvor får man dem? Og hvornår bliver det overhovedet muligt?
Først og fremmest gjorde sundhedsministeren det klart, at vaccinen er frivillig og gratis, og at den i første omgang bliver tilbudt til en række udsatte grupper.
»Dem, der får dem først, er frontpersonale i sundheds- og ældreplejen samt de udsatte grupper,« sagde Magnus Heunicke på pressemødet.
Denne prioritering er dog ikke fuldstændig fastlagt endnu, og faktisk kan vi også komme ud i en situation, hvor enkelte grupper ikke vil tilbudt vaccinen, før der er én speciel godkendelse.

»Vi ruller kun vaccine ud, der godkendt, sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, nemlig på pressemødet og fortsatte:
»Der kan være befolkningsgrupper, børn og gravide, der ikke kan få vaccinen, da de måske ikke har været repræsenteret i de undersøgelser, vaccinerne har været igennem.«
Det bliver heller ikke hos din private læge, at du får din coronavaccination.
I hvert fald ikke i første omgang.
»I første fase af udrulningen kan vi ikke bruge de sædvanlige kanaler som praktiserende læger og apoteker og private vaccinationsudbydere. Det handler om at undgå spild. Og den første udrulning skal køre på en anden måde end fx influenzavaccine, som er efterspørgselsdrevet,« lød det fra Brostrøm på pressemødet.
I stedet vil du eksempelvis kunne blive vaccineret i såkaldte vaccinationscentre, som vil være dét, du i dag kender som testcentre.
Og hvornår kommer den tid så?
På pressemødet kom det frem, at man – hvis alt går efter planen – allerede vil modtage en håndfuld vacciner inden det nye år.
»Der er meget, der skal gå snorlige. Men i bedste tilfælde så kan vi have de første vacciner i Danmark i slutningen af året eller i starten af året. Men så skal alt gå helt uden problemer,« sagde direktør for Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz på pressemødet.
Flere danskere har stillet sig skeptiske over for en mulig vaccine, og for mange er det især bivirkningerne, der skaber bekymringer.
Og det tager man meget alvorligt, gjorde Thomas Senderovitz klart.
»Vi kigger på en række bivirkninger. Også de virkelig slemme. Det nytter ikke, vi lader noget komme ud, der er værre end sygdommen,« sagde direktøren.