Det er måske ikke så fedt at sidde fast i Nordeuropas højeste karrusel.

Men det var tilfældet for mindst 18 personer tirsdag aften, da teknikken i Himmelskibet i Tivoli drillede.

Det bekræfter pressevagten ved Tivoli til B.T.

»Der har været et kortvarigt driftsstop, som varede minimum 15-20 minutter, mens man arbejdede på at fikse problemet.«

»Det er ekstrem følsom mekanik, som vi har med at gøre, samt høj sikkerhed. Men vi ved ikke hvorfor, at den gik i stå.«

Selvom der er flot udsigt, så blev de pågældende dog ikke nødsaget til at overnatte deroppe i 60 meters højde.

For efter 20 minutter var alle nede igen og ved godt mod.

Sidste gang, at en af Tivolis forlystelser var i fokus var for en måned siden.

Det var ikke på grund af driftsstop, men derimod fordi, at den gamle rutsjebane havde besøg af selveste dronning Margrethe, som lige skulle have en tur.