For den pensionerede politiker Ritt Bjerregaard har MeToo-bølgen været et glædeligt gensyn med feminismen.
I dette interview fortæller hun om sine tanker om den markante bevægelse, som hun har fulgt de seneste år, sideløbende med at hun har skrevet sine erindringer fra et liv, der allerede er skrevet ind i historiebøgerne.
Hvad indebærer feminisme i dag for dig?
»Først og fremmest indebærer det en bevidsthed om, at jeg er kvinde, og at jeg bliver set og behandlet som kvinde. Men det repræsenterer også meget stor forskellighed blandt kvinder. Jeg har været glad for at se mange af de yngre kvinder, der er hoppet med på MeToo og reagerer på noget, som min generation af feminister ikke troede, vi kunne lave om på. Det har virkelig glædet mig, at feminismen har fået en mere aktiv rolle de seneste år.«
Er der nogle punkter ved MeToo-bevægelsen, som du tænker har været unødvendige?
»Nej, faktisk ikke. Jeg ved godt, at mange mener, det ikke er nødvendigt eller rimeligt at hive hændelser frem fra langt tilbage. Jeg synes, at det er rimeligt. Det var forkert dengang, og det er godt, at det bliver trukket frem. Det er godt, at det har fået konsekvenser for de mænd, der har ødelagt livet for nogle af de kvinder, som de har begået overgreb på.«
Hvilken betydning har det, at de gamle sager bliver trukket frem?
»Det har stor betydning. Det kan man også se. Det er blevet dækket helt vildt af medierne, og det har en betydning for, hvordan magtfulde mænd tænker, de kan opføre sig over for kvinder i dag.«
Har du nogensinde haft nogle krænkende oplevelser som politiker?
»Nej, da jeg kom ind i Folketinget i 1972, var rødstrømpebevægelsen meget stærk. Jeg var klar over, at jeg kom ind i mændenes verden. Det var nødvendigt, at jeg var oppe på mærkerne for at klare mig og klar til kamp, så jeg tror, at jeg har virket meget stridbar og ikke som en kvinde, man havde lyst til at tilgå på den måde. Så jeg har faktisk aldrig oplevet det.«
Var der et særligt sammenhold blandt kvindelige politikere?
»Jeg kan huske, da jeg kom ind i finansudvalget som den første kvindelige socialdemokrat. Da kom den radikale Grethe Philip hen til mig og tilkendegav, at hun var meget glad for, at der nu var endnu en kvinde i udvalget, og hvis jeg havde brug for at tale med hende om noget, måtte jeg endelig komme.«
»Det blev jeg meget glad for dengang. Jeg har ligeledes selv prøvet at være opmærksom på nyvalgte kvinder og været forbi for at hilse og minde dem om, at jeg var der, ligesom Grethe Philip gjorde dengang.«
Hvad talte I om?
»Meget forskelligt. Vi lavede på et tidspunkt en klub, hvor de kvindelige politikere kunne mødes med de kvindelige journalister på Christiansborg. Snapstinget var dengang mest et sted for mændene, hvor der blev drukket lidt øl om eftermiddagen.«
»Vi arrangerede middage og kaffearrangementer for at lære hinanden at kende, og det var på tværs af alle partier og ganske frivilligt. Det var meget hyggeligt, og jeg fik meget ud af det.«
