Forfatter: 'Begge mine forældre begik selvmord'

Forfatteren Henriette Houths far begik selvmord, da hun var syv år.

Og da hendes mor i 2012 også valgte livet fra, blev hun i tvivl om, hvorvidt hun mon selv ville kunne leve sit liv helt færdigt. Nu har hun skrevet en bog om sin historie, så andre pårørende ikke behøver føle sig lige så alene med smerten.

15 ubesvarede opkald

Det er mandag morgen i sommerferien 2012, og Henriette har fri. Så snart hun ser de mange ubesvarede opkald lyse rødt på telefonskærmen, føler hun sig lysvågen. Det løber hende koldt ned ad ryggen, da hun ringer nummeret op.

Stemmen i den anden ende tilhører hendes mors hjemmesygeplejerske, og alvoren bag den transmitteres krystalklart gennem æteren. Henriette ved allerede, hvad sygeplejersken vil sige, før ordene når hendes ende af telefonlinjen. Hendes mor havde gjort et forsøg på at ende sit liv allerede tre måneder forinden, og hjemmesygeplejersken har ringet for at fortælle, at nu var hun lykkedes med det.

»Fra det øjeblik, hvor jeg så de mange missede opkald, havde jeg en klar fornemmelse af, hvad der var sket. Alligevel ville jeg ikke tro det. Selv efter samtalen med hjemmesygeplejersken havde jeg svært ved at acceptere, at min mor skulle have begået selvmord. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var for absurd. Da ikke også hende.«

Henriette Houths mor var nemlig ikke den første i familien, der havde taget sit eget liv. Henriette mistede sin far til selvmord, da hun var blot syv år gammel. Han havde forladt familien fire år forinden, og siden havde samværet med ham været begrænset til hver anden weekend.

Henriette fik fortalt, at han var død som følge af en sygdom. Der gik yderligere syv år, før Henriette fik spurgt sin mor om hvilken. Sygdommen viste sig at være et svært sind.

»Det kan stadig undre mig, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over, hvad min far fejlede. Jeg har siden overvejet, om det var, fordi jeg på en eller anden måde fornemmede, at jeg ikke skulle spørge mere ind til det. Jeg fik fortalt, at hans død skyldes en sygdom, og det var tilsyneladende nok for mig, da jeg var syv år gammel, men da jeg blev 14, spurgte jeg endelig ind til det og fik forklaret, at det var selvmord. Min mor havde ventet med at fortælle mig om det, til jeg selv spurgte ind til det.«

Et tæt bånd 

Henriette Houth voksede dermed op med sin mor som primærforælder. De udviklede et tæt mor-datter-forhold, men efterhånden som Henriette blev ældre, blev båndet mellem dem samtidig strammere og præget af gensidig bekymring.

»Min mor og jeg havde altid haft et tæt bånd, men det bånd slog flere og flere knuder, efterhånden som jeg blev ældre. Fra jeg nåede en alder, hvor jeg begyndte at tage ud alene for at være sammen med mine veninder, havde jeg dårlig samvittighed over, at min mor skulle være alene hjemme.«

»Jeg tænkte på hende som værende ensom, og jeg havde enormt meget skyldfølelse over for hende. Jeg mindes ikke, at hun nogensinde sagde, at jeg skulle blive hjemme, men der var alligevel noget ved hende, der gjorde, at jeg følte det sådan.«

I det tætte forhold var der ikke luft til, at der blev talt om problemerne, og Henriette Houth ved derfor til dato ikke, hvorfor hendes mor havde det så svært. Hun kender ikke til nogen diagnose. Henriettes far blev der heller ikke talt meget om.

»Min mor var fra en generation og et miljø, hvor der ikke blev talt ret meget om følelser, så det gjorde hun heller ikke selv. Vi talte derfor heller ikke ret meget om min far. Hvis jeg forsøgte at spørge ind til ham, undveg hun altid. Jeg har tit tænkt på ham og hans død som et sort hul, der sugede enormt meget energi til sig. Han har haft ekstremt stor betydning som et fravær. Hvis min mor og jeg endelig talte om ham eller om selvmord, så var det mest, at selvmord og psykiske problemer var noget farligt, man skulle passe på.«

»Jeg tror, at min mor var virkelig bange for, at jeg skulle ende som min far, og jeg følte det nærmest som et krav, at jeg skulle gøre den frygt til skamme og være familiens solstråle.«

Henriette og morens knudrede forhold fortsatte ind i voksenlivet. Igennem en længere periode blev forholdet så svært, at de ingen kontakt havde. Det var først, da moderen fik konstateret hudkræft, at Henriette indså, at det var på tide, at de fik redt trådene ud.

»Igennem hele den periode, hvor vi ikke havde kontakt, havde jeg tænkt, at jeg måtte gøre noget for at rette op på det. Jeg kunne ikke leve med, at vi ikke snakkede sammen. Derfor genoptog jeg kontakten med hende, men det ændrede ikke så meget ved vores forhold. Det var stadig enormt vanskeligt.«

»Det var især hendes sortsyn, jeg havde det svært med. Det var så voldsomt, at jeg ofte havde det dårligt, når jeg havde været sammen med hende. Det var, som om mørket i hende krøb ind i mig. Måske fordi vi var filtret alt for tæt sammen, og jeg derfor sugede det til mig.«

Mørket i Henriettes mor blev især udtalt, når hun snakkede om at gøre en ende på sit liv. Det havde hun gjort igennem adskillige år, og til at begynde med havde det været på en henkastet og sommetider spøgefuld måde.

»Selvom hun talte om det på en forblommet måde, så fik jeg det selvsagt skidt af at høre på det. Især da det begyndte at gentage sig oftere. Og hendes sortsyn gjorde, at jeg blev usikker på, om der lå alvor bag ordene.«

»Det har været stressende for mig, at jeg ikke vidste, om hun kunne finde på at tage sit eget liv. Jeg levede derfor i konstant alarmberedskab i de sidste år af hendes liv. Derudover gjorde det også enormt ondt på mig, fordi det føltes som en afvisning af alt og alle – deriblandt også mig.«

»Jeg blev vred og bad hende stoppe, når hun begyndte at snakke om selvmord. Men lige til det sidste tænkte jeg, at når min far havde begået selvmord, så kunne hun simpelthen ikke også gøre alvor af det.«

Men det kunne hun. En dag sidst i marts 2012 fik Henriette Houth til sin store overraskelse besked om, at hendes mor var blevet indlagt på Hospice Djursland. Det viste sig, at hendes mor havde forsøgt at begå selvmord, og hun var blevet indlagt på hospice som et aflastningsophold.

»Det undrede mig meget, at hun var blevet indlagt, for jeg vidste, at hendes fysiske tilstand var stabil. Da jeg tog hen for at besøge hende, var noget forandret. Nærmest i samme øjeblik, som jeg trådte ind på hendes stue, kunne jeg mærke, at hun var anderledes. Hun var pludselig anerkendende, og hun fortalte mig, at hun var glad for, at jeg var der for at besøge hende.«

»Den slags plejede hun ellers aldrig at sige. Hendes behagelige opførsel gjorde, at jeg også blev anderledes over for hende. Derfor ændrede vores forhold sig til det bedre i den periode, hvor vi begge åbnede op, og jeg fik lyst til at være omkring hende igen.«

Selv efter Henriettes mor blev udskrevet fra hospice, blev den varmere stemning hængende i luften mellem dem. Lige indtil den mandag i sommerferien.

»På daværende tidspunkt var jeg selvfølgelig ikke klar over, at det ville blive vores sidste tre måneder sammen, men i bagklogskabens lys kan jeg se, at den åbning, der kom mellem os, var i dødens tegn. De sidste tre måneder var ét langt farvel, hvor hun åbnede sig meget mere op. Fordi vi tidligere havde været så meget på kant med hinanden, var det enormt rart at mærke. Det var en lettelse, at jeg igen kunne føle kærlighed til og fra hende, for den havde været mudret til af alt det besvær, vi havde haft i vores forhold.«

Kort før den skelsættende mandag havde Henriette en samtale med sin mor, som på sin vis blev et verbalt udtryk for ændringerne i deres forhold.

»Min mor og jeg havde en samtale, fire dage før hun døde. I samtalen antydede hun selvmord, hvilket hun havde gjort mange gange igennem de seneste par år, men den her samtale føltes anderledes. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det var, som om en anden talte ud igennem mig. Normalt blev jeg altid vred på hende i den slags situationer, men denne gang sagde jeg til hende, at jeg på sin vis godt forstod, at hun kunne føle det hele udsigtsløst, og at det var hendes liv, som hun selv bestemte over, men at jeg selvfølgelig håbede på, at hun ikke havde tænkt sig at gøre en ende på det.«

»Da jeg lagde røret på, var jeg fuldstændig rystet. Jeg ringede til min kæreste og fortalte, at jeg simpelthen ikke anede, om jeg nu havde givet hende lov til at gøre det. Og det havde jeg jo på sin vis gjort, men jeg fandt ret hurtigt fred med den del af det. Jeg tænkte, at hun havde gjort det under alle omstændigheder. Hvis den samtale har været med til, at hun kunne gøre det med lidt større fred i sindet, så var det måske okay.«

Fire dage senere vågnede Henriette op til de 15 ubesvarede opkald.

»Jeg har snakket med mange, der har sagt, at det var godt, at vi fik den her tid sammen til sidst, og det var det jo også, men gid vi havde fået noget længere tid. Hvis alternativet havde været, at vi aldrig havde fået en god tid sammen, ville det selvfølgelig have været værre.«

Henriette Houth stod nu som forældreløs i en alder af 45. Begge hendes forældre havde valgt livet fra.

»Det er enormt smertefuldt at være pårørende til selvmord, men jeg følte egentlig ikke decideret vrede mod min mor efter hendes død. Det var chokerende, og jeg følte nok en form for svigt, men det var ikke det, der fyldte mest. Jeg var trods alt granvoksen, da hun gjorde det, så på den måde havde hun jo udtjent sin primære forældrerolle.«

»Til gengæld havde jeg stor skyldfølelse. Det havde jeg sådan set haft en stor del af mit liv, og på den måde var det måske ikke så meget anderledes efter hendes død. Som barn og ung kunne jeg føle dårlig samvittighed over, at hun skulle være alene, når jeg var sammen med venner, og som voksen over, at jeg ikke besøgte hende nok, fordi jeg fik det dårligt af at være sammen med hende. Det var en ond cirkel, og den dårlige samvittighed var uden tvivl en stor del af vores forhold.«

Tiden efter

Som en del af sorgprocessen og for bedre at kunne bearbejde, hvad der var sket, begyndte Henriette Houth at undersøge og læse al den litteratur, hun kunne komme i nærheden af, som handlede om selvmord.

»Jeg havde et enormt stort behov for at læse om emnet efter min mors død. Et behov for at forstå, hvorfor nogle mennesker vælger at gøre en ende på deres liv, og derigennem måske forstå min mor bedre. Jeg opdagede hurtigt, at meget af det, der er skrevet om emnet, er behandlerlitteratur. Det fik jeg alt muligt ud af at læse, men jeg var også interesseret i personlige vinkler på selvmord i skønlitterære fortællinger, filosofiske overvejelser og beretninger fra andre efterladte. Og dem var der ikke nær så mange af, fandt jeg ud af.«

Ud over at gennemstøve biblioteker og internettet efter læsestof begyndte Henriette Houth selv at bearbejde sin historie på skrift.

»Min mors selvmord var så skelsættende for mig, at jeg vidste, at jeg var nødt til at skrive om det og nødt til at undersøge nogle af de komplicerede aspekter af hendes og mit forhold. I starten vidste jeg ikke, om det, jeg skrev, ville holde som roman eller litteratur, eller om jeg mest skrev for mig selv. Jeg følte bare et behov for at dykke ned i de her ting og forsøge at give det en form.«

Ud af anstrengelserne kom romanen 'Solen er så rød', hvor hovedpersonen er en kvinde, hvis forældre begår selvmord. Hendes far, da hun er syv, og hendes mor, da hun er 42 år. 'Solen er så rød' handler om, hvordan man lærer at leve, når de, der skal lære en det, har valgt livet fra.

»Det har taget mig flere år at skrive bogen. Skriveprocessen har fungeret som en måde, hvorpå jeg kunne være sammen med min mor igen og holde hende i live for mig selv. Jeg har indimellem næsten været bange for at blive færdig med den, og jeg har tænkt meget på, hvordan det ville være, når jeg skulle slippe den igen.«

Selvom det langtfra er alle, der har haft selvmord tæt inde på livet, mener Henriette Houth, at der er noget i historien, som de fleste læsere vil kunne spejle sig i.

»Bogen fokuserer særligt på et barn-forælder-forhold, som måske nok er det vigtigste forhold i livet. Sådan et forhold er aldrig uden knuder. Selvom min bog fortæller en særlig historie, så tror jeg, at der er noget alment genkendeligt i den. I forhold til selvmord er det jo heldigvis langtfra alle, der har haft oplevelser som dem, bogens hovedperson og jeg selv har haft, men de, som har, vil forhåbentlig kunne få noget ud af at læse bogen. Derudover handler bogen også om døden, hvilket jo er et emne, som vi alle er nødt til at forholde os til.«

Sorgprocessen og skriveprocessen har på sin vis fulgtes ad for Henriette Houth, der har bearbejdet mange af sine følelser gennem skriveriet.

»Jeg tror ikke, at der findes et endegyldigt svar på, hvordan man bearbejder sorg. Jeg har brugt litteratur meget, men det kan være noget andet, der fungerer for andre. Jeg har tidligere været bekymret for min psyke, men jeg tror ikke, at jeg er det længere. Jeg har tænkt meget over at passe på mig selv, og gennem mit voksenliv har jeg gået rigtig meget i terapi.«

»Derudover har jeg haft brug for at omgås gode mennesker, der har haft livsbekræftende og positiv indflydelse på mig. For mig har kærlighed været den store heler. Jeg er et godt sted i livet nu, men jeg vil nok aldrig blive fri for angsten for selvmord. Derudover kan jeg være bekymret for at blive ældre. Min mor var der en stor del af mit liv, men jeg har ikke nogen rollemodel for, hvordan man bliver gammel. Jeg håber virkelig, at jeg kan blive det på en bedre måde, end hun kunne.«

Det er Henriette Houths oplevelse, at det er blevet nemmere og mere legitimt at tale om svære følelser, oplevelser og erfaringer, som for mange tidligere har været forbundet med noget skamfuldt. Bare for ti år siden ville hun sandsynligvis ikke have skrevet en bog, der går så tæt på hendes personlige historie.

»Det er ikke alle, der kommer ud for selvmord, men der er ingen, der går igennem livet uden smerte, så hvorfor skal det være så farligt at tale om tingene? Jeg ser det som noget menneskeligt at opleve smerte og at have det svært indimellem. Og det er vigtigt, at folk i højere grad tør sætte ord på det.«

Og nu er den dag kommet, som Henriette Houth har været bekymret for. Hun har vendt den sidste side i bogen, og historien kan læses af andre. En bog, som Henriette Houth selv understreger er en skønlitterær roman, men som har mange sammenfald med hendes eget liv. Og som netop behandler emnet selvmord, og hvordan man overlever om pårørende.

»Det føles faktisk godt at have afsluttet bogen. Nu er der en hel bog, hvori min mor findes. Den er skrevet op ad hende og på en eller anden måde nok også til hende. Jeg synes ikke, at det føles afsluttende. Jeg synes, at det føles godt.«