Som lille sad Rasmus Bjerg klinet til skærmen, når der var melodigrandprix. Hans store idol var Stig Rossen.

Lørdag aften går skuespiller Rasmus Bjerg og filminstruktør Hella Joof på scenen i Royal Arena i København som værter for Dansk Melodi Grand Prix, og for Rasmus Bjerg er det en helt særlig ære.

Den kendte skuespiller har været fan og fast seer af det danske melodigrandprix gennem hele sin barndom, og derfor tøvede han ikke med at sige ja, da han blev tilbudt at stå i spidsen for det store show.

- Jeg har ikke haft nogen betænkeligheder ved det, fordi jeg tog mine barnlige øjne på det. Da 12-årige Rasmus sad foran fjernsynet og så Stig Rossen springe rundt på scenen i 1988, var der ikke noget større.

- Jeg kan godt lide, at udgangspunktet for grandprixet er at gøre det til en folkefest, og at så mange af sangene er på dansk. Det er de elementer, jeg husker, fra jeg var lille, fortæller han.

43-årige Rasmus Bjerg var barn i 1980'erne og voksede op på et nedlagt husmandssted i Vester Nebel uden for Kolding som søn af to keramikere.

- Mine forældre var jo lidt nogle hippier, og grandprixsange var ikke nødvendigvis den musikgenre, de dyrkede. Men den ene gang om året, overgav de sig til at holde en fest derhjemme med venner og familie.

- Måske dyrkede mine forældre det lidt kitsch-agtigt, det kunne jeg godt forestille mig, men vi børn gik meget op i det, fortæller han.

Faktisk gik Rasmus Bjerg så meget op i melodigrandprixet, at han stod klinet til fjernsynet med sin båndoptager tændt, så han kunne optage alle sangene og have dem med på bånd i sin walkman i skolen mandag morgen.

I dag husker han især duoen Kirsten og Søren, bestående af Kirsten Siggaard og Søren Bundgaard, som i midten af 80'erne optrådte med grandprixhits som "Det' lige det" og "Sku' du spørg' fra no'en".

Men allerstærkest står mindet om Stig Rossen, som i 1988 kom springende i en vejrmølle ind på scenen og optrådte med "Vi danser rock og rul".

Den 14 år ældre Stig Rossen er ligesom Rasmus Bjerg opvokset i Kolding, og de har spillet teater i samme amatørteaterforening.

- Men lige pludselig stak det jo af for Stig. Han kom til London og blev uddannet skuespiller og blev en stjerne på teatret. Han blev til noget, og så var han samtidig med i grandprixet!

- I tiden deromkring skulle vi lave en revy med amatørteatret, og der blev det besluttet, at jeg skulle synge "Vi danser rock og rul", som Stig havde optrådt med i fjernsynet, og så fik jeg lov til at låne Stigs originale skjorte - som hans mor i øvrigt havde syet til ham - og så havde lille Rasmus den på.

- Skjorten var hvid med en sort krave med prikker på, og den var meget stram og kortærmet til Stig, men meget stor og langærmet til mig. Men det var den RIGTIGE. Det var satme stort, siger Rasmus Bjerg.

Udover at han forbinder melodigrandprixet med gode minder fra sin barndom, synes Rasmus Bjerg, at grandprixet har sin berettigelse, fordi det er noget, vi kan være fælles om.

- Der er en stor luns af mig, som elsker det folkelige. Musik kan røre os og samle os på tværs, lige meget om man er direktør eller skraldemand.

- I disse tider synes jeg, der er så vældig meget, der forsøger at splitte os ad, så det er dejligt nogle gange bare at være sammen om noget, som vi kan glæde os over. Jeg synes i den grad, at verden skriger på den slags åndehuller. Det her kunne være et af dem, siger han.

Dansk Melodi Grand Prix sendes lørdag klokken 20.00 på DR1.

På grund af tiltag som følge af coronavirus afholdes showet uden tilskuere.

/ritzau/