En duet mellem Ariana Grande og Justin Bieber er strøget ind på hitlisten, men noget er uldent, mener rapper.

De er to af verdens mest populære kunstnere, og sammen udgør sangerinden Ariana Grande og sangeren Justin Bieber en heftig cocktail, der er strøget ind som nummer et på den anerkendte Billboard Hot 100-hitliste med nummeret 'Stuck With U'.

Men rapperen Tekashi 6ix9ine er overbevist om, at duoen har fusket sig til førstepladsen.

Det skriver E! Online.

Mandag lagde rapperen således en video ud på Instagram, hvor han påstår, at han og hans team har sat en undersøgelse i gang og opdaget, at 'seks kreditkort er blevet brugt til at købe sangen 30.000 gange' – underforstået, at nogle har købt sangen et svimlende antal gange for at skubbe den op ad hitlisten.

»Da vi spurgte Billboard, hvem de seks kreditkort tilhørte, fik vi at vide, at det er fortroligt,« siger Tekashi 6ix9ine, hvis eget nummer 'GOOBA' må nøjes med en tredjeplads på hitlisten.

Men de beskyldninger er helt ude i hampen, mener Ariana Grande, der tager bladet fra munden i et Instagram-opslag.

»Mine fans har købt sangen. Justins fans har købt sangen. Vores fans har købt sangen – men ikke mere end fire gange hver, som reglerne foreskriver,« raser hun.

Uden at nævne rapperen ved navn fortsætter hun.

»Til dem, der er utilfredse med deres placering på hitlisten denne uge, og som bruger deres tid på at finde så mange måder som muligt at nedgøre hårdtarbejdende kvinder på (og kun kvinder af en eller anden årsag), beder jeg jer om at være lidt ydmyg.«

»Vær glad for, at du overhovedet er her. At folk overhovedet lytter til dig,« skriver hun og tilføjer:

»Tillykke til alle mine talentfulde kolleger i top-10 denne uge. Selv til nummer tre.«

Det er første gang, at Ariana Grande og Justin Bieber har udgivet et nummer sammen.

Pengene, der ruller ind for sangen 'Stuck With U', går til velgørende formål for børn i nød under coronakrisen.

/ritzau/