Da seerne fredag aften tændte for "X Factor" for at se de syv håbefulde deltagere forsøge at synge sig videre i konkurrencen, blev de mødt af et lidt anderledes liveshow end sædvanligt.

Publikum var nemlig blevet bedt om at blive hjemme af frygt for spredning af coronavirusset, der har gjort sit indtog i Danmark.

Derfor optrådte de syv deltagere i et tomt studie i Brøndby, hvor kun de tre dommere, Oh Land, Thomas Blachman og Ankerstjerne så på.

Og det gjorde intet godt for programmet, mener Oh Land.

- Det klingede hult. Musik har brug for et publikum. Det virkede underligt kunstigt, som en opkørt audition.

- De står i fuld styling og make-up og optræder for tre mennesker. Det føltes grundlæggende skabet. Vi manglede en fjerde dommer, (publikum, red.) siger Oh Land.

Selv om det tomme studie i begyndelsen af fredagens liveshow vakte smil og grin blandt både dommere og deltagere, udviklede stemningen sig senere til at blive mere alvorlig.

Thomas Blachman sendte flere svadaer afsted og kritiserede niveauet hos sine meddommere og deres deltagere.

- Jeg synes, det har været en smule retarderet musikalsk. Øret har brug for at blive stimuleret, og det fik vi ikke, sagde Blachman blandt andet om den 34-årige rapper "Kali", der røg ud af "X Factor" fredag aften.

Oh Land, der valgte at sende "Kali" ud og beholde sin anden deltager Ilona, mener, at den bidske stemning mellem dommerne smittede af på fredagens liveshow.

- Når man kører så hårdt kritisk, ender man med at farve det videre forløb for deltagerne. Den, der går videre, har ikke engang nogen oprejsning i det, hvis man bliver sablet på den måde. Der blev sablet uhensigtsmæssigt.

- Jeg tror, de (deltagerne, red.) kunne mærke, der var hård stemning blandt dommerne. De fik ikke den kærlighed fra publikum, som giver dem så meget. Jeg tror, mange af deltagerne har en flad fornemmelse efter denne fredag, siger Oh Land.

Også 24-årige Ilona, der klarede skærene i farezonen på bekostning af "Kali", fandt fredagens liveshow mærkværdigt.

- Det blev på en måde akavet. Men samtidig gav vi bare det bedste, vi havde.

- Jeg håber bare, det ikke var akavet for dem derhjemme. Vi hyggede os, og på en måde føltes det som en generalprøve. En mærkelig generalprøve, siger Ilona.

Oh Land har nu kun Ilona tilbage i programmet. Thomas Blachman har stadig Alma, Emil og Matilde, mens Ankerstjerne har grupperne Magnus og Aksel og Smokey Eyes.

/ritzau/