Det er ikke Nicolaj, men derimod hans far, der hører mest for deltagelsen i 'Landmand søger kærlighed'.

Der er ingen tvivl om, at det altid er spændende for nye realitystjerner, når de skal fortælle venner og familie, at de har sagt ja til at medvirke i et program.

Nogle reagerer nemlig positivt, mens andre ikke synes om, at deres ven eller familiemedlem skal tone frem på skærmen.

Sådan forholdt det sig også for den 25-årige Nicolaj Brunt Nielsen fra Holstebro, der medvirker i den nye sæson ‘Landmand søger kærlighed’.

Han var spændt på, hvordan reaktionen ville være, da han skulle løfte sløret for nyheden til sine forældre og 22-årige bror. Heldigvis tog de afsløringen mere end pænt:

»Jeg tror faktisk, min far har fået mere opmærksomhed omkring, at jeg skal være med, end jeg selv har. Der er nemlig så mange, der kender ham på hans arbejde, og så er der rigtig mange, der går og siger: “Bents søn skal være med i ’Landmand søger kærlighed’, og det skal I se”. Og min far står bare tænker, ”ååhh”. Men han har det fint med, at jeg skal være med. Det sagde han ikke så meget til, da jeg fortalte ham det. Han er ikke typen, der siger så meget,« forklarer Nicolaj og fortsætter:

»Min mor og lillebror er mere oppe at køre over det. ”Uuuh, så skal du til at være kendt”, sagde min lillebror. Han synes bare, at det er for fedt. Og det synes min mor også. Så de har været meget positivt. De havde nok sagt mere, hvis det nu var ’Paradise’. Der er det her jo lidt noget andet, må man sige.«

Se Nicolaj i ‘Landmand søger kærlighed’ tirsdag klokken 20.00 på TV 2.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk