Ikke langt fra Windsor Castle er en lille gruppe royalister samlet. Det er tydeligt at se, for de er iklædt jakkesæt med Storbritanniens flag på.

Til gengæld er det knap så tydeligt, hvorfor de har slået lejr ved slottet, hvor prins Harry og hertuginde Meghan sammen nyder de første døgn med deres nye royale baby, der kom til verden mandag.

Allerede inden drengen var født, fortalte det britiske kongehus, at parret ikke havde tænkt sig at vise barnet frem første dag efter fødslen, som det ellers har været kutyme de seneste 40 år.

Men for flokken af royalister, der har siddet der i flere dage, er det vigtigste måske heller ikke at se den lille dreng, når det kommer til stykket.

Margaret Tyler fra Wembley og Terry Hutt fra Weston-super-Mare.
Margaret Tyler fra Wembley og Terry Hutt fra Weston-super-Mare. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Blandt dem er Margaret Tyler fra Wembley, der foruden jakkesæt er iklædt en stor roset med Harry og Meghans ansigter på.

Hvorfor er du her?

»Fordi jeg er ‘Britain's loyalist royalist’. Jeg har 10.000 stykker memorabilia derhjemme, så jeg har ofte besøg af fotografer og tv-stationer, der vil tage billeder af min samling. Jeg har ingen computer, så jeg ved ikke engang, hvor billederne ender, men hvis du går på internettet og googler mig, så kommer de frem,« siger 75-årige Margaret Tyler.

Få meter derfra står John Loughrey. Han er ligeledes kendt i offentligheden, fortæller han. Som ‘Princess Diana Superfan’. Men han er også fan af de andre i kongehuset.

Susan og John Loughrey holder stand ved det, de selv kalder for "Crazy Corner".
Susan og John Loughrey holder stand ved det, de selv kalder for "Crazy Corner". Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Hvorfor er du her?

»Jeg håber, de viser et billede af babyen. Jeg tror, den har rødt hår, blå øjne, og at den får et amerikansk navn. Måske Barney,« siger han og understreger, at det med Barney var en joke.

»Ellers får den mørkt bølget hår, babyblå øjne og et meget lykkeligt ansigt. Den smiler, og de kunne kalde den Spencer efter Diana (prinsesse Dianas efternavn, før hun blev kongeligt gift, red.).«

John Loughrey har været i Windsor siden 1. maj, og spørger man ham, hvad ugens højdepunkt har været, så er svaret klart: Det var, da det stod klart, at hertuginde Meghan havde født.

John Loughrey fra London.
John Loughrey fra London. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Det var, da det blev annonceret, og jeg løb ned ad gaden med en flaske champagne. Der var en fotograf, der spurgte, om jeg ville ryste den godt – det er derfor, strålen er så høj,« siger han og hiver avisen The Guardian op af tasken.

Han peger på et stort billede, hvor man kan se ham stå med den omtalte flaske, hvorfra skummet sprøjter.

»Jeg er også i The Times, men jeg kan bedre lide det her billede. Alle siger til mig, at det er godt.«

En af dem, der har rost billedet, er den legendariske royalist Terry Hutt, som også befinder sig på hjørnet af Castle Hill, som John Loughrey har døbt ‘The Crazy Corner’ i de her dage.

Alle kender tilsyneladende Terry Hutt, og det er svært at veksle et par ord med ham, da han hele tiden må stille op til foto for forbipasserende mobilkameraer.

»Jeg havde fødselsdag i sidste uge og var hjemme at fejre, men jeg blev kaldt tilbage for at samle gruppen igen,« siger han og slår ud med armene mod de andre royalister.

»Alle har ventet på, at jeg skulle komme tilbage i går. Jeg har forresten gjort det her i årevis,« smiler den 84-årige fan, inden en nytilkommen kvinde stjæler pressens opmærksomhed.

Det er Caroline. Hendes efternavn er B.T. ukendt.

Royalisten Caroline og hendes hund Boots. Kronerne er hjemmelavede.
Royalisten Caroline og hendes hund Boots. Kronerne er hjemmelavede. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»I kan få mit visitkort bagefter. Der står mit navn. Men jeg hedder Caroline – og det her er Boots,« siger hun og samler sin skødehund op.

Mens fotograferne stimler sammen og på livet løs blitzer på kvinde og hund, der begge er iført overdimensionerede kroner (hjemmelavede, tilføjer Caroline), er der anderledes stille oppe ved Windsor Castle.

Harry og Meghan har som bekendt ønsket en smule privatliv, og den beslutning er helt i orden, mener royalist-gruppens overhoved, Terry Hutt.

»Hvis hans mor (afdøde prinsesse Diana, red.) havde været her i dag, ville hun være meget stolt af William og Harry. De træffer deres egne beslutninger, og det er deres privatliv – det her handler jo ikke om os,« understreger han.