Efter at være blevet holdt hen i længere tid, end det er normal kutyme ved britiske royale fødsler, fik verden endelig lov at se prins Harry og hertuginde Meghans nu godt to dage gamle søn.

»Det er magisk. Det er meget utroligt. Jeg har de to bedste drenge i verden,« fortalte hertuginden fra parrets hjem i Windsor, hvor de onsdag præsenterede deres førstefødte for særligt indbudt presse.

»Han har det sødeste temperament, og han er meget rolig. Han er en drøm for os,« fortsatte hun, hvorefter prins Harry smilende supplerede:

»Jeg ved slet ikke, hvor han har det fra.«

Uden for Windsor Castle var der også store smil blandt en gruppe trofaste royalister, der har sovet på gaden i dagevis i håb om at få et glimt af babyen.

En af dem er John Loughrey fra London, der har ligget i sin sovepose og Union Jack-sweatshirt i syv dage.

»Min rekord er 15 dage. Det var, da Louis blev født (Kate og Williams yngste søn, red), men der lå vi også foran hospitalet, hvor der hele tiden skete noget,« siger han, mens regnen vælter ned i Windsor.

»Men denne gang er det anderledes.«

Reportage fra Windsor i forbindelse med royal fødsel. John Loughrey er glad for endelig at have set den royale baby.
Reportage fra Windsor i forbindelse med royal fødsel. John Loughrey er glad for endelig at have set den royale baby. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Det britiske kongehus annoncerede nemlig tidligt, at Harry og Meghan havde tænkt sig at holde babyen privat den første tid og dermed bryde med 40 år gammel tradition om at vise arvingen frem til folket på første dag.

Det afholdt dog ikke de royale fans fra at slå lejr ude foran. Og mens man ventede på de første billeder, blev der gættet på livet løs.

John Loughrey håbede selv på  en 'smilende baby med babyblå øjne og navnet Spencer efter sin farmor' (prinsesse Dianas borgerlige efternavn, red.), mens der i gruppen af regnvåde royalister var konsensus om, at drengen helt sikkert ville være rødhåret som sin far.

Og klokken 12.40 skete så endelig det, de havde ventet på i godt en uge.

Reportage fra Windsor i forbindelse med royal fødsel.
Reportage fra Windsor i forbindelse med royal fødsel. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Og fra små grupper af sammenstimlede paraplyer, der pludseligt var stoppet op midt på gaden, kunne man høre 'Nååårh' i takt med, at de fremmødte fik opdateret deres browser på telefonen og endelig kunne se det første billede af babyen – hvis lille strikkede hue desværre skjulte, om de havde fået ret i det med håret.

Til gengæld kunne Harry og Meghan ikke på det tidspunkt fortælle, hvad sønnen skulle hedde.

Hvilket er noget pjat, mente en anden royalist, Joseph Afran fra London, der til lejligheden var iklædt Union Jack fra top til tå:

»Selvfølgelig har de fundet et navn til ham. De skal jo skrive et navn på fødselsattesten, ikke?« siger royalisten, der selv havde håbet på Alexander eller Spencer.

Reportage fra Windsor i forbindelse med royal fødsel. Joseph Afrane glæder sig til at se babyen og håber den den skal hedde Alexander Spencer.
Reportage fra Windsor i forbindelse med royal fødsel. Joseph Afrane glæder sig til at se babyen og håber den den skal hedde Alexander Spencer. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Eller Diana, men det kan en dreng desværre ikke hedde.«

Spændingen blev dog udløst senere på dagen onsdag, da Buckingham Palace i en pressemeddelelse kunne afsløre, at Meghan og Harrys nyfødte søn har fået navnet Archie Harrison Mountbatten-Windsor.

Det var dog ikke alle de fremmødte i Windsor, der var på besøg for den lille royale babys skyld. De aldrende veninder Margot Sawyer og Joan Smythe var i Windsor, da billedet af Archie blev offentliggjort. Men det var mere et tilfælde, da de havde booket turen i januar.

De vil dog ikke sige, de nødvendigvis var heldige med timingen:

»Vi fik set babyen, men på en tilfældig forbipasserendes telefon. Ligesom alle dem, der er rejst for netop dét,« griner Margot Sawyer, mens veninden supplerer:

»Og man kan ikke rigtigt se, hvordan barnet ser ud, kan man vel?«

Archie Harrison Mountbatten-Windsor er nummer syv i arvefølgen til den britiske trone.

Han blev født mandag morgen klokken 5.26 og vejede 3.260 gram.