Omkring 200 millioner mennesker ventes at sidde foran skærmen, når det årlige Eurovision i aften finder sted, og der er lagt i kakkelovnen til et show, der byder på alt fra BDSM, Madonna og en australsk sangerinde i en meterhøj kjole.

Danmark er repræsenteret af den kun 20-årige sangerinde Leonora, der i februar vandt det danske melodigrandprix med sangen 'Love Is Forever'.

Hun går på scenen som nummer 6 ud af de 26 lande, der lørdag skal dyste om sejren.

De nordiske lande er i finalen repræsenteret med både Sverige, Norge, Danmark og Island, mens Finland ikke klarede den videre fra semifinalen.

Island har især vakt opmærksomhed i år. Landet stiller op med gruppen Hatari, der står bag sangen 'Hatrið mun sigra' (Hadet vil sejre, red.).

Sanggruppen har utraditionelt og også lidt fy-fy været særdeles åbenmundede om deres holdning til Israels behandling af palæstinenserne.

I Eurovision vil man ellers gerne skille musik fra politik, men det har vist sig svært i år, hvor nogle gerne havde set et decideret boykot af konkurrencen.

På scenen krydrer Hatari sin optræden med en hel del lak og læder - showet er nemlig visuelt inspireret af BDSM, der er en samlet betegnelse for seksuelle lyster, der kredser om bondage, disciplin, underkastelse, sadisme og masochisme.

Selve Eurovision-showet er i år rekordlangt - der er sat tre og en halv time af til at få afviklet konkurrencen, der dog også byder på et væld af optrædener fra kunstnere, der ikke skal kæmpe om trofæet.

Blandt andet skal Israels tidligere Eurovision-vindere på scenen og synge, og så er der også en superstjerne, der lægger vejen forbi.

Madonna skal synge sit kæmpehit 'Like A Prayer' og sin nye single 'Future', fortæller EBU (European Broadcaster Union, red.), der står bag showet.

Mens Danmark ligger midt i feltet hos bookmakerne, ser det anderledes ud for vores naboer i Sverige, der er spået et rigtigt godt Eurovision med en plads i top tre.

Størst tillid har bookmakerne til Australien og Holland, der topper listen over mulige vindere i år.

Australske Kate Miller-Heidke ligner en, der kunne sikre landet down under sin første Eurovision-sejr.

Med sit gimmickfyldte show, hvor hun står i en gigantisk og flere meter høj kjole på scenen, og en catchy melodi, kan hun have det, der skal til for at vinde.

Sker det, skal Eurovision dog ikke afholdes i Australien næste år. I stedet skal den australske broadcaster finde et europæisk land, der vil være medvært, og afholde konkurrencen sammen med dem.

Eurovision vises på DR1 klokken 21.00.

/ritzau/