Har du også undret dig over, at Australien er med i Eurovision?

Egentlig var det også kun meningen, at landet 'down under' blot skulle være med som æresgæst for fire år siden i anledning af showets 60-års fødselsdag.

I mere end 30 år er massevis af australiere nemlig stået op meget tidligt om morgenen for at følge med i sangkonkurrencen, som de er vilde med.

Derfor blev de specielt inviteret til at være med i 2015, og det var oprindeligt planen, det blot skulle være en engangsforestilling.

Den australske sangerinde Kate Miller-Heidke ses her under en af sine prøver forud for finalen lørdag.
Den australske sangerinde Kate Miller-Heidke ses her under en af sine prøver forud for finalen lørdag. RONEN ZVULUN

Sådan endte det dog som bekendt ikke.

Flere havde ellers kritiseret, at Australien blev inviteret med, fordi det tydeligvis ikke er en del af Europa, som traditionelt har været geografisk udgangspunkt for konkurrencen.

Andre påpegede, at det var fint at udvide – ligesom også lande som Israel – hvor Eurovision afholdes i år, Armenien og Georgien deltager, selvom de heller ikke ligger i Europa.

Samtidig endte Australiens deltagelse i konkurrencen med at være en ubetinget succes, og siden er landet altså forblevet i sangdystens deltagerfelt.

»Vi er overbeviste om, at Melodi Grand Prix har potentiale til at udvikle sig organisk ind i en ægte global begivenhed. Australiens fortsatte deltagelse er et spændende skridt i den retning,« har Executive Supervisor for konkurrencen, Jon Ola Sand, tidligere udtalt om beslutningen om fortsat at invitere Australien med.

Hvis du skulle have lyst til at kaste din stemme efter det australske bidrag, skal du dog ikke være nervøs for, at du sender hele konkurrencen 'down under', hvis landet går hen og vinder.

For skulle australierne løbe med sejren, har man allerede på forhånd aftalt, at næste års Eurovision skal afvikles i et europæisk land, men med Australien som medarrangør.

Du kan se Australien – og de 25 andre lande, som er gået videre til finalen – optræde lørdag aften klokken 21 på DR1, når vinderen skal kåres.