Stjernerne tager mange forskellige midler i brug for at hjælpe med at bekæmpe coronavirusset.

Hvis man har drømt om at spille sammen med Leonardo DiCaprio i en film, så har man nu chancen. Sammen med skuespilleren Robert De Niro udlover han nemlig en birolle i en ny film af stjerneinstruktøren Martin Scorsese.

Det skriver den britiske netavis metro.co.uk.

Alt man skal gøre for at være med i lodtrækningen om rollen, er at donere penge til udsatte, der kæmper mod coronavirusset. Man skal dog være bosat i USA eller Canada for at være med i konkurrencen.

De to berømte skuespillere har allieret sig med tre forskellige velgørenhedsorganisationer, der hjælper folk, der har vanskeligt ved at klare sig selv på grund af pandemien.

Alle, der donerer penge til deres "All In Challenge" - uanset beløbets størrelse, som dog skal være over 10 dollar - har chancen for at vinde birollen.

Det er en såkaldt "walk-on role", hvilket betyder, at der ikke er nogle - eller kun meget få - replikker.

- Hvis du nogensinde har tænkt på, hvordan det ville være at arbejde sammen med den gode Martin Scorsese, Robert De Niro eller jeg, så er det her din chance, siger Leonardo DiCaprio ifølge mediet.

Han afslører ydermere, at der også er en billet til filmens premiere inkluderet i præmien, så man kan få lov at opleve sig selv på det store lærred.

Hvornår optagelserne til filmen, der hedder "Killers of the Flower Moon", kan sættes i gang, er grundet coronavirusset stadig uvist.

/ritzau/