Kronprins Frederik ser nærværende, menneskelig og afslappet ud i nyt portræt, vurderer kunstanmelder.

Henslængt sidder kronprins Frederik i en sofa med en martini-cocktail ved sin side.

Sådan ser Kasper Eistrups portræt af kronprins Frederik ud. Maleriet blev præsenteret fredag på Frederiksborg Slot.

Kunsthistoriker, kunstanmelder og skribent ved Politiken Trine Ross beskriver portrættet som en meget menneskelig skildring af kronprins Frederik.

- Det er et meget nærværende og menneskeligt billede. Hvis man var lidt fræk, kunne man sætte sig ved siden af ham, sådan som han sidder med armen, siger Trine Ross.

Kasper Eistrup har før afsløringen af portrættet forklaret, at temaet i maleriet er inspireret af James Bond.

- Det ser man i hvert fald i drinken. Men ellers ligner han jo ikke sådan en James Bond, der er lige ved at springe gennem ruden.

Trine Ross lægger mærke til et dannebrogsflag, der stikker ned fra toppen af billedet og flere andre finurlige detaljer.

Træet bagved sofaen stikker op fra gulvet nærmest ud af det blå, og man ser intet hjørne i væggen bag kronprinsen.

Farvekombinationen rød, hvid og blå er tidligere brugt meget af Eistrup, og det forsætter han med i maleriet.

Trine Ross ser en afslappet kronprins, der måske sidder og grubler.

Hun nævner kronprinsens højre ben, hvor man lige kan spotte lidt af hans hud som et billede på, hvordan Eistrup har forsøgt at vise kronprinsen privat.

- For sådan en som Frederik er det jo normalt at være fint klædt, men han ligner jo egentlig en, der sidder i hjørnet og kigger på en fest.

- Det er som om, at han lige trækker sig lidt væk fra det store. Og så kan man se selerne, så det er et mere privat øjeblik.

- I virkeligheden ser han lidt ud som om, at han ikke kigger på noget, men bare sidder og tænker og har blikket indstillet på det uendelige, siger hun.

Hun tror, at den danske befolkning vil være begejstrede for portrættet, på trods af at det ikke er malet som et traditionelt kongeligt maleri.

- Det kan selvfølgelig godt være, at nogle bliver skuffede over, at der ikke er mere pomp og pragt, og at resten af familien ikke er der, som jeg tror mange går op i.

- Men jeg vil tro, at Frederik selv må være meget tilfreds.

- I modsætning til James Bond, der altid ligner en, der har styr på tingene, ser det her virkelig menneskeligt ud, siger hun.

Kasper Eistrup og kronprins Frederik har mødtes flere gange under processen, så maleren kunne få et bedre indtryk af kronprinsens personlighed.

Under fredagens præsentation fortalte han, at det havde været ekstremt nemt at arbejde med kronprins Frederik.

Maleriet af kronprins Frederik er en del af Kasper Eistrups udstilling "Fragmentarium" på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Udstillingen består af 85 værker skabt af 45-årige Eistrup, der ud over sine værker på lærred er kendt som forsanger i bandet Kashmir.

/ritzau/