Kristian Kjærlund har fredag aften vundet "X Factor" efter en finale i et udsolgt Forum Horsens.

Den første vinder af "X Factor" siden sangkonkurrencen i år skiftede fra DR til TV2, blev fredag aften fundet.

23-årige Kristian Kjærlund kunne løfte trofæet foran 3200 tilskuere i et udsolgt Forum Horsens. Han tog sejren efter en intens finale mod 16-årige Benjamin Rosenbohm og 15-årige Live Vogel.

Dommer Lars Ankerstjernes to unge deltagere var oppe imod Thomas Blachmans sidste deltager, mens Oh Land var uden deltagere i finalen.

Traditionen tro var det seerne, der bestemte, hvilken af de tre resterende deltagere, der skulle løbe med sejren.

Dermed har Thomas Blachmans artister nu vundet sangkonkurrencen tre gange i alt. Sidste år vandt han også med gruppen Place on Earth.

Finalen begyndte med, at de tre deltagere hver især sang et nummer, som deres mentor havde valgt, og et nummer valgt af en tildelt producer.

Før den afgørende fase blev Live Vogel stemt ud. Dermed fik Kristian Kjærlund og Benjamin Rosenbohm lov til at fremføre deres potentielle vindersang, som var produceret og skrevet til dem i ugen op til finalen.

Kristian Kjærlunds sang, "Lost and Profound", er skrevet og produceret af blandt andre den tidligere X Factor-dommer Remee og sangerinden Kwamie Liv. Benjamin Rosenbohm sang sit nummer "Worth A Broken Heart".

Efterfølgende kunne vært Sofie Linde udråbe Kristian Kjærlund, der er fra Horsens, som vinder af dette års "X Factor". Dermed tog han sejren foran sit hjemmebanepublikum.

Udover æren og X Factor-trofæet kan han også se frem til at spille på festivalen Smukfest i august. Derudover har han vundet en pladekontrakt med Sony samt to ugers indspilning i det legendariske Sonic Vista Studio på Ibiza, hvor blandt andre Lady Gaga og David Guetta har indspillet.

Fredag aften kunne TV2 afsløre, at de tager endnu en omgang med "X Factor" næste år.

/ritzau/