X Factor-vært Sofie Linde stjal i den grad showet for en stund under fredagens X Factor-finale, da hun optrådte med Lady Gaga-hittet Shallow sammen med Malte Ebert.

Flere bemærkede dog, at Sofie Linde ikke helt sang live, og nu forklarer den 29-årige tv-vært årsagen.

»Jeg sang lidt med live, men jeg har tre kroniske knuder på stemmebåndet og på et tidspunkt døde min stemme,« siger Sofie Linde til B.T. efter X Factor-finalen fredag.

»Vi vægtede højere, at jeg kunne sige vinderen, end at jeg skulle synge,« siger tv-værten med et smil.

Sofie Linde gav den gas på scenen.
Sofie Linde gav den gas på scenen. Martin Sylvest

Hun forklarer også, hvorfor man kom på den idé, at hun selv skulle optræde under X Factor-finalen.

»Der er jo en tradition, hvor auditiondeltagerne skal ind og synge, og vi synes, det kunne være sjovt, hvis jeg omfavnede det også, så det ikke kun var dem, der skulle stå til skue,« siger Sofie Linde og tilføjer:

»Så vi sagde: Okay, så prøver vi det.«

Sofie Linde fik et hav af rosende ord med på vejen på sociale medier i løbet af aftenens program. Dels for sine forskellige kjoler, men især for sin optræden kort inden pausen.

Sofie Linde gik all in under aftenens finale.
Sofie Linde gik all in under aftenens finale. Martin Sylvest

Her kom hun på scenen med sangeren Malte Ebert, og de fremførte en version af hittet Shallow fra filmen A Star is Born.

Sofie Linde sang dog kun en smule med, netop grundet knuderne på stemmebåndet.

Showet stoppede dog ikke her, for efterfølgende kom tv-værten på scenen i en tætsiddende pink dragt til sangen 7 Rings af Ariana Grande.

Mange af B.T.’s læsere udtrykte under showet stor begejstring for Sofie Lindes evner på scenen.

Og den 29-årige tv-vært kunne fredag aften glæde alle fans med nyheden om, at hun vender tilbage som vært igen næste år, når TV 2 blænder op for endnu en sæson.

»Jeg elsker at lave X Factor. Som vært rent håndværksmæssigt er det sindssygt udviklende at lave X Factor. Jeg prøver en masse forskellige ting, og jeg elsker de mennesker, der laver X Factor, og de mennesker, der er med  i X Factor,« siger Sofie Linde til B.T.

Vinderen af årets X Factor 2019 blev 23-årige Kristian Kjærlund.

Han slog noget overraskende den 16-årige Benjamin Rosenbohm, som ellers havde været bookmakernes favorit til at hive sejren i land i finalen.