Kong Frederik og dronning Mary er flyttet til Fredensborg Slot.
Eller faktisk har dronning Margrethe residens på slottet, mens Kongeparret har fået Kancellihuset i den østlige fløj – og der er god grund til, at Kongefamilien nu bor ikke bare mere beskedendt, men også mere åbent.
»Kongeparret gør ikke meget ud af pomp og pragt, de er meget nede på jorden, så derfor passer det rigtig godt til dem, at de bor der,« mener kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.
Kancellihuset er dog ikke mere beskedent, end at hjemmets grundplan lyder på 700 kvadratmeter, mens der er en ekstra etage til gæster på 450 kvadratmeter.

Den barokke, arkitekttegnede bygning består af to sale med kuplet loft, og hver sal har fire lejligheder tilknyttet, der er fyldt med smukke detaljer som stuklofter og dekorative facadesøjler og dørbeslag.
I nyere tid var Kancellihuset bolig for kong Frederiks mormor, dronning Ingrid, der boede der frem til sin død i 2000.
Kong Frederik og dronning Mary fik så stillet Kancellihuset til rådighed af dronning Margrethe, da de som kronprinspar blev gift i 2004.
Allerede forinden kom det dog frem, at de danske skatteydere havde betalt fem millioner kroner for en istandsættelse af slotsfløjen, så det daværende kronprinspar kunne flytte ind.

I de seks følgende år havde kong Frederik og dronning Mary så primær residens på stedet, hvorfor både kronprins Christian og prinsesse Isabella er blevet født, mens Fredensborg var familiens hjem.
For i 2010 stod Kongeparrets palæ på Amalienborg endelig færdigt efter en større renovering, så det i dag fortsat er Kongefamiliens primære residens.
Men resten af sommerhalvåret skal det altså være Kancellihuset i det nordsjællandske, som kong Frederik og familien kalder deres hjem.
»Det er meget deres projekt, den måde man har lavet ændringer og renoveringer på i de senere år. De har i høj grad sat deres meget personlige præg på stedet, så de føler for stedet, og det er også derfor, de gerne vil benytte det og opholde sig der,« slår kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen fast.

Ikke mindst må den hesteglade dronning Mary – og hendes to døtre, der slægter hende på – være ganske godt tilfredse med, at de har en nyanlagt ridebane med tilhørende stald lige ved siden af.
Rideanlægget blev nemlig renoveret og klargjort til benyttelse igen i 2020 efter en donation fra Mærsk-fonden.
Sidste sommer fik dronning Mary så ombygget en gammel værkstedsbygning til et anneks, som Kongeparret blandt andet har brugt til møder og repræsentative formål.

Dronning Mary gav sågar et interview til Bo Bedre om tilbygningen, hvor hun afslørede, at hun selv havde opsøgt arkitekten Anders Lendager under et dansk erhvervsfremstød for at høre, om han kunne hjælpe med projektet, som både hun og kong Frederik var meget involverede i tilblivelsen af.
»Der blev tænkt og tegnet, og min mand og jeg fulgte projektet fra start til slut ved at blive inddraget i, hvad der kunne lade sig gøre, og i samarbejde med håndværkere og arkitekter finde frem til de rigtige løsninger,« sagde dronning Mary til Bo Bedre.
Her fra annekset er der udsigt til den vilde del af Kongeparrets private have, som dronning Mary ligeledes stolt har fortalt om.
Ikke mindst burde der også stadig være privat swimmingpool, foruden et legehus udformet som en kopi af Marselisborg Slot, som Aarhus Kommune gav prinsesse Isabella i dåbsgave.
Sidste år gjorde Kongeparret i hvert fald klar til, at de og børnene kan gøre mere brug af deres sommerresidens i det nordsjællandske.

Her beskrev Billed-Bladet blandt andet, hvordan de lokale bemærkede, at der var kommet fodboldmål op i Kancellihusets baghave.
»De har boet der i mange år med familien, så de føler selvfølgelig, at det er deres hjem. Så de har en privat tilknytning, som samtidig passer godt til deres mere nedtonede stil,« slår kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen fast.
For selvom Kongefamilien har en del af Fredensborg Slotshave for dem selv – kaldet Den Reserverede Have – så er der selv her lejlighedsvist åbent for offentligheden.
»Det passer igen meget godt til vores åbne, uformelle kongehus,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

»Amalienborg virker tilmed lidt mere lukket end Fredensborg Slot, men selv der kommer man jo tæt på og kan gå rundt mellem palæerne, selvom haven ikke er åben. Det er ret unikt for de danske kongelige i forhold til andre lande,« slår kongehuseksperten fast.
I juli måned kan alle således komme og se blandt andet det ellers private kongelige orangeri, hvor der produceres blomster til udsmykning af de kongelige slotte.
Forleden kom det dog frem, at kong Frederik ikke længere kommer til at indkassere på entréindtægterne fra rundvisningerne på Fredensborg Slot – og det er altså en milliongevinst, han mister. Læs mere om det HER.
