Det er ganske nyt, men amorinerne er ikke til at tage fejl af.
Arkitekt og tv-vært Eva Harlou er blevet kærester med den tidligere professionelle tennisspiller Kenneth Carlsen.
Det bekræfter Eva Harlou over for Se & Hør.
- Vi har kendt hinanden et par måneder, og forholdet er ganske nyt. Jeg er meget glad for ham, siger hun til ugebladet.
44-årige Eva Harlou har tidligere været vært på "X Factor" og en række boligprogrammer på DR, hvor hun trak på sin baggrund som arkitekt.
48-årige Kenneth Carlsen indstillede sin professionelle sportskarriere i 2007, men har ikke sluppet ketsjeren helt.
Han bruger i dag sin ekspertise som tennisekspert og -kommentator.
Eva Harlou har to børn med musikproduceren Thomas Troelsen, som hun blev skilt fra i 2015 efter syv års ægteskab.
Efter skilsmissen har hun dannet par med fotografen Martin Jørgensen, som mellem 2007 til 2015 var gift med grevinde Alexandra.
/ritzau/

