‘Jeg skal snart dø, så det ville være fedt at have sex med dig.’

Nina Blak læser op fra indbakken på sin telefon. Det er én besked blandt mange. Der er både beskeder i den mere uskyldige kategori som: ‘Hold kæft, du er lækker’ og beskeder i den mere eksplicitte ende, der ikke er værd at gengive.

Hun optræder som stripteaser under navnet Miss Nuna, og derfor er der mange letpåklædte billeder på hendes Facebook- og Instagram-profil. Billeder, der får mændene til tasterne.

Det er også de beskeder, der nogle gang gør det svært for Nina Blaks kæreste, Jacob Olsen, at være i forholdet:

»Det er klart, der er meget kontakt fra det fremmede køn, og det skal man kunne håndtere. Det er ikke altid, at jeg kan det, og så kommer der nogle interne stridigheder.«

Og udfordringerne stopper ikke ved de mange beskeder fra mænd.

De lærte hinanden at kende for tre år siden, hvor Nina Blak allerede havde arbejdet med striptease i ni år. Da Jacob Olsen over en besked spurgte, hvad hun arbejdede med, greb hun knoglen og ringede til ham, så hun kunne forklare det og høre hans reaktion.

»Jeg tænkte: 'Lad mig se, hvilken type hun er.' Jeg har kendt en anden stripteaser før på det venskabelige plan, så det så jeg ikke noget dårligt i.«

Nina Blak og Jacob Olsen nyder at gå lange ture med deres to hunde sammen. Her kan de få vendt dagens oplevelser og gøremål.
Nina Blak og Jacob Olsen nyder at gå lange ture med deres to hunde sammen. Her kan de få vendt dagens oplevelser og gøremål.
Vis mere

For Jacob Olsen var det dog også vigtigt at se, hvordan hun var i sit arbejde:

»Det betyder meget, om man har sin værdighed med. At man udfører det arbejde, man er der for, og at man ikke kan købes til at blive til arrangementet bagefter.«

Siden det første opkald, hvor Nina Blak fortalte om sit arbejde, har Jacob Olsen taget større og større del i det.

Nu er det ham, der står for alt det praktiske med at designe og bygge hendes scene, og han kører med hende, når hun skal ud på jobs i weekenderne.

Selvom parforholdet nogle gange kan lide under Nina Blaks job, så er hendes kæreste meget engageret. Han står blandt andet for at bygge hendes scene til Erotic World.
Selvom parforholdet nogle gange kan lide under Nina Blaks job, så er hendes kæreste meget engageret. Han står blandt andet for at bygge hendes scene til Erotic World.
Vis mere

»Han er min helt på det område, fordi han bare får tingene fikset. Det betyder alt,« lyder det fra Nina Blak.

Jacob Olsen er ofte blevet mødt med spørgsmål og kommentarer som: ‘Hvordan kan du være sammen med sådan en?’ og ‘Du er for god til hende’.

»Så begynder man jo at tvivle, når så mange siger det. Jeg bliver irriteret over folk, der siger sådan noget, fordi de stempler Nina, og det er min kæreste, så selvfølgelig vil jeg beskytte hende.«

De har i perioder været fra hinanden, fordi udfordringerne har været for store, men hver gang er de fundet tilbage til hinanden.

Det er ikke kun udfordringer. De er også rundhåndede med kys, kærtegn og søde ord til hinanden.
Det er ikke kun udfordringer. De er også rundhåndede med kys, kærtegn og søde ord til hinanden.
Vis mere

»Som stripteaser skal du nok være lidt mere åben og lægge tingene lidt mere frem på bordet. Det må jeg også tage ansvaret for. Jeg bliver nødt til at give lidt ekstra,« forklarer Nina Blak.

Selvom bølgerne kan gå højt mellem de to, og selvom det ikke altid er en dans på roser at være sammen med en kvinde, som man skal dele med andre mænd, så er svaret på, hvorfor de bliver ved, ikke så kompliceret:

»Kærligheden har altid sejret til sidst. Vi er gode til at snakke med hinanden og have forståelse for hinanden. Andre kender ikke mekanismerne mellem Nina og mig. Jeg vil aldrig være for god til Nina, for jeg vil ikke sætte mennesker op over for hinanden,« siger Jacob Olsen.

B.T. har fulgt Nina Helene Blak i forberedelserne op til sexmessen Erotic World, og hvordan livet som stripper er bag facaden. Hvis ikke du fik set første afsnit, kan du finde det her. Følg med lørdag når Nina Blak endelig skal vise sit store show på Erotic World-messen.