Årets studenterfejring er anderledes, end den plejer at være, men når årgang 2020 trods alt kører vognene ud i gaderne og vinker til os alle sammen, minder de os om dem, vi var engang. Tre kendte danskere ser tilbage på deres studentertid.
Thomas Skov: 'Jeg lærte at drikke øl og have sex'
Thomas Skov har en meget klar melding til studenterne: Nyd tiden og lev den fuldt ud. Det gjorde han selv med alt, hvad det indebar, og selvom det ikke gav ham et 13-tal i huen, så fik han hår på brystet og en masse erfaringer ud af det.
Hvad husker du bedst fra den tid, hvor du selv blev student?
»Jeg elsker tiden, når studenterne springer ud, og når de første huer titter frem i bybilledet, bliver jeg med et hevet tilbage til 2005, da det var mig, der af en stolt far fik placeret den hvide hue på det halvlange hår, der ikke rigtig vidste, hvilken retning det ville i. Lidt ligesom resten af mig.«
Hvordan var det at gå i gymnasiet?
»Gymnasietiden handlede for mig om meget andet end det, der foregik i undervisningslokalerne. Fair nok, noget af det har nok sat sig fast, men gymnasiet var for mig en tid, hvor jeg lærte så meget andet. Jeg lærte at drikke øl. Jeg lærte at have sex. Jeg lærte at have venner. Jeg lærte alt det, jeg stadig den dag i dag har allermest brug for – nemlig at være et tænkende, selvstændigt menneske. Hvis vi altså lige ser bort fra turen på studentervognen. Der tænkte jeg ikke så meget. Mest på hvor mange øl jeg kunne nå at drikke og hvor hurtigt. Jeg havde det største hoved i hele min klasse, så der kunne være pænt mange øl derinde – og paradoksalt nok meget få fornuftige tanker.«
Hvordan var din vogntur?
»Den energi og livskraft, der er i en vognfuld studenter, er nok til at generere strøm til en hel by – og det smitter. Jeg kan ikke se en studentervogn uden at føle trang til at finde den gamle hue frem fra gemmerne – om end 8-tallet deri er godt visket ud af en blanding af sved og sprut – sætte den på hovedet og hoppe om bord. Dog må jeg gang på gang erkende, at næste gang, jeg befinder mig på en studentervogn, er det formentlig – og forhåbentlig – for at hente min datter, der har festet for hårdt for at fejre den hue, der potentielt kan lande på hendes hoved om 15 års tid. Nu slår det mig, at hun er tættere på sin studentertid, end jeg er på min.«
Hvad sætter det gang i dig at se glade, nyudklækkede studenter?
»I de mørkeste stunder kan studenterne jo minde mig om min alder. Ikke fordi jeg har et problem med den, men jeg kan godt misunde dem alle de oplevelser, der ligger og venter forude. Og hvis jeg blev inviteret, ville jeg ture rundt på landets gymnasier og holde taler om, hvor vigtigt det er at få drukket en masse, få knaldet en masse og få afsøgt en masse grænser. Lige pludselig vil de selvsamme unge mennesker, der er så heldige at blive studenter i 2020, ramme voksenlivet med alle dets rudekuverter og ture til Bauhaus. Og lige så liderlig og livslysten, man føler sig som nyudklækket student, lige så længselsfuld vil man være, når man 15 år senere sidder derhjemme under plaiden og erkender, at den næste tur på genbrugspladsen formentlig står i kalenderen før det næste samleje.«
Hvad vil du sige til årets studenter?
»Uanset, hvad der står i huen – og uanset om planen er lagt – så vær ung, vær dum, vær fuld. Hvis ikke af andet, så af lyst til at leve livet med alt, hvad det tilbyder dig. Du har ikke travlt. Livet indhenter dig, og pludselig vil det være dig, der kigger på studenterne med alle de gode minder – det er nu, du skal skabe dem. Tillykke med huen.«
Jes Dorph-Pedersen: 'Jeg var en kejtet dreng og et larmehoved'
Jes Dorph-Petersen var ikke fagligt interesseret i at gå i gymnasiet. Han mødte uforberedt op hver fredag og følte sig klart bedst tilpas i frikvartererne. Men trods et manglende fagligt engagement har Jes klaret sig godt, og i dag vil han gerne huske studenterne på at skrupskide på det, han kalder for et sygeligt karaktersystem.
Kunne du lide at gå i gymnasiet?
»Både ja og nej. Undervisningen var kedelig. Der var nærmest ingenting, der interesserede mig – ud over fodbold og 100-meter løb i gymnastik. Timerne husker jeg som en evig frygt for at blive afhørt om noget, jeg ikke rigtig kunne svare på. Jeg var decideret bange for latin og matematik, men mester i at lave små snydesedler, som reddede mig, hvis jeg blev udpeget til afhøring af en lærer, der skrev mystiske kruseduller i en lille fedtet orange notesbog.«
Hvilken type var du i klassen?
»Jeg var en kejtet dreng og et larmehoved. Jeg kunne styre frikvartererne som en dirigent foran sit orkester, men 10 minutter efter mangle ord, hvis jeg var alene med en pige, jeg var lun på. Mit selvværd var ikke ret stort, og jeg var også ret barnlig. Min sidekammerat Henrik Lumholdt og jeg havde en intern konkurrence – en slags musketer-ed: Det var forbudt at læse lektier om torsdagen. Vi skulle møde uforberedt op fredag morgen og så luske os gennem timerne. Vi afsluttede begge gymnasiet med sløje karaktergennemsnit (mit var 7,9 på 13-skalaen). Henrik har i dag en høj stilling i en bank i Madrid, så vi klarede os da videre begge to. Måske lærte vi ligefrem på vores egen subtile måde, hvordan man snor sig smartest hele vejen op ad kundskabens og karrierens træ.«
Hvordan var din vogntur?
»Sjov og tumultarisk. Dengang kørte vi i rigtig hestevogn med to krikker foran. Jeg fik møvet mig op på rytterstatuen på Kongens Nytorv, og vi fik knækket nogle prydplanter under en improviseret fodboldkamp i haven til en stor villa i Hellerup. Resten fortoner sig...«
Hvilke historier fortæller din hue om tiden?
»Den er desværre blevet væk. Sidst jeg så den, var den gul og krøllet, fordi vi brugte studenterhuerne som ølbowle under festerne. Jeg savner den faktisk, men kompenserede ved at gå rundt med min søns hue, da han blev student på samme gymnasium for to år siden.«
Hvad vil du sige til årets studenter?
»Jeg vil gerne råde dem til at skrupskide på det sygelige karaktersystem. Det er ikke godt for andre end Undervisningsministeriets bureaukrater samt selvfede forældre, der ynder at prale på Facebook af børnenes fantastiske 12-taller. Karakterer smadrer kreativitet, nysgerrighed og glæden ved at eksperimentere. De handler nemlig kun om at overleve i et rigidt kvotesystem, hvor der alligevel ikke er plads til alle, og hvor man klarer sig bedst videre ved at klappe hælene sammen, deponere sin selvstændighed og lære alting udenad, så man kan møve sig foran sine kammerater. Det er simpelthen til et 12-tal i dumhed.«
Helle Helle: 'Lad ingen hindre dig i at føle, hvad du føler'
Forfatter Helle Helle mødes stadig med sine klassekammerater fra gymnasiet hvert femte år. Hun føler sig som den samme, som hun var dengang, men hvor hun i sine unge dage godt kunne bekymre sig om, om hun var god nok, er hun i dag glad for at være den, hun er. Og netop det vil hun gerne minde de nyudklækkede studenter om: »Man skal ikke være så bange for, hvad andre tænker,« som hun siger.
Kunne du lide at gå i gymnasiet?
»Ja! Allerede i 7. klasse drømte jeg om en sweatshirt med 'Maribo Gymnasium' trykt på. Jeg fik aldrig en, men de tre år blev alligevel bedre, end jeg kunne have drømt om. Ikke fordi alt var nemt. Jeg følte mig tit kikset, klodset, i forkerte smækbukser. Men i gymnasiet mødte jeg andre unge fra hele Lolland, og dem havde jeg længtes efter at møde i årevis. Først blev jeg gode venner med en flok 3. g'ere, senere knyttede mine venskaber sig mere til min klasse, og jeg fandt også kærligheden der, en fast kæreste gennem hele gymnasietiden.«
Hvad husker du bedst fra studentertiden?
»Af en eller anden grund var det mig, der skulle holde elevtalen ved dimissionen. Da jeg vågnede om morgenen, kom jeg i tanke om et digt, min dansklærer havde læst op, da jeg gik ud af 9. klasse. Så lige inden vi skulle af sted til dimissionen, drønede jeg ned på mit gamle folkeskolebibliotek i Rødby og fandt det. Det var et digt for børn, skrevet af den svenske forfatter Ingrid Sjöstrand. Det hed 'Lad ingen hindre dig i at føle, hvad du føler'. Det læste jeg højt til sidst i min tale.«
Hvilken type var du i klassen?
»Jeg gik i anorak, jeg joggede ned til bageren i hver idrætstime. På et tidspunkt var jeg elevrådsformand. I mange år efter tænkte jeg, at jeg nok havde været lidt irriterende. Sådan halvt overseriøs, halvt hysterisk grinende. Man vil jo altid gerne have, at folk skal kunne lide en. Da jeg skulle mødes med min gamle klasse efter 25 år, var jeg rystende nervøs. Men det fantastiske skete, at jeg følte mig helt som dengang. Og nu kunne jeg faktisk meget godt lide mig selv. Ligesom jeg fortsat kunne lide de andre rigtig meget. I dag mødes vi hvert femte år, og de møder er højdepunkter i livet.«
Hvad har det betydet for dig at blive student?
»Jeg var den første i hele min familie, der blev student. Så det betød rigtig meget. Men faktisk har jeg aldrig brugt min studentereksamen til noget uddannelsesmæssigt. Til gengæld blev jeg forfatter, og i mine bøger har jeg ofte brugt min gymnasietid og årene omkring den. Det er en voldsom tid. Man skal finde sin egen vej og måske rive sig løs uden at føle, at man svigter det, man kommer fra.«
Hvad kunne du tænke dig at sige til de nye danske studenter?
»Tillykke. Det hele skal nok gå. Og husk at sige ja, hvis nogen inviterer til jubilæum om 25 år.«
