Det ikoniske juleshow Crazy Christmas Cabaret stopper efter 44 år.
Dermed bliver årets forestilling, der går i Bremen Teater i København fra 3. december til 11. januar, den sidste. Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
»Vi takker vores store trofaste publikum som gennem årene har fyldt diverse sale,« skriver London Toast Theatre, som står bag Crazy Christmas Cabaret.
Det engelsksprogede show debuterede i 1982 og var fra 1998 til 2023 fast inventar i Tivolis Glassalen.
Men Tivoli ville noget andet med salen, hvorfor sidste års show blev aflyst. I år gør det så comeback på Bremen Teater, men det bliver altså en engangsforestilling.
Blandt skuespillerne er blandt andet Vivienne McKee, David Bateson og Katrine Falkenberg.

Sidstnævnte lægger i øvrigt stemme til de danske udkald i metroen i København, mens dansk-engelske Bateson også er kendt som hovedrollen i spilserien 'Hitman'.
Årets juleshow beskrives som »skarp satire, sindssyg slapstick, vanvittige vitser, dårende dans og ikke mindst medrivende musik og sang«.
Showet, der typisk er en parodi på et kendt værk, opfører i år en version af en ny 'James Bond'-film, hvor skurken er en vis 'Felon X Fusk', der er verdens rigeste mand og vil kolonisere Mars.
Gæt selv, hvem der har inspireret karakteren.
