Den danske tv-vært har taget sit program "Date mig nøgen" med på Roskilde Festival.

- Hvad siger du til at smide tøjet og stille dig nøgen op foran fire fremmede mennesker, som kommenterer på din krop, mens vi filmer det?

Det spørgsmål har tv-vært Ibi Makienok været rundt på årets Roskilde Festival og stille tilfældige festivalgæster.

Hun har nemlig taget sit TV2 Zulu-program "Date mig nøgen" ud af tv-studiet og ind på Dyrskuepladsen.

- Jeg har gået rundt på campingpladsen og lynet telte op og spurgt, om der var nogen, der var friske på at smide tøjet for at slå et slag for mangfoldigheden, fortæller Ibi Makienok, og ifølge tv-værten har det ikke været svært at finde deltagere, der var friske på at smide klunset.

Modsat i tv-programmet "Date mig nøgen", hvor fem deltagere står i hver deres boks, som langsomt afslører deres nøgne krop, har Ibi Makienok og hendes tv-hold på Roskilde Festival bedt én frivillig deltager stille sig ind i et telt og lyne teltåbningen mere og mere op, indtil hele personens nøgne krop var synlig.

Undervejs stillede Ibi Makienok spørgsmål til tre-fire potentielle dates af det modsatte køn, som kommenterede på den nøgne deltagers krop og svarede på spørgsmål som "hvad synes I om nosserne?" og "hvad leder I efter i en mand?".

- Vi har bedt de potentielle dates om at være ærlige, men også søde mod den, der står nøgen, fortæller Ibi Makinok.

- Og så har det været vigtigt for os at byde alle kroppe velkomne - også silikonebryster - for det er ikke et naturlighedsprogram. Alle kroppe må være der, siger tv-værten.

44-årige Ibi Makienok fortæller, at hun oplevede mange sjove øjeblikke med de nøgne festivalgæster.

- Da den første fyr, som smed tøjet, kom ud af teltet, var der en pige, som synes han var sød og virkelig gerne ville på date med ham. Han synes også, hun så sød ud, så som et andet urmenneske samlede han hende bare op og gik med hende i armene tværs over festivalpladsen og råbte "hej hej!".

- Det var simpelthen så fedt på den der lækre primitive måde, hvor manden samler kvinden op. Det er virkelig sjældent, man ser det, med mindre man lige er blevet gift, siger Ibi Makienok og griner.

Hun fortæller også om en pige, der smed tøjet og efterfølgende opdagede, at en af de potentielle mandlige dates, som skulle bedømme hendes krop, var en af hendes bekendte.

- Og så var der en fyr, der smed tøjet, hvor alle fire piger gerne ville på date med ham, så han tog bare armen omkring dem allesammen og gik ud i solopgangen. Det var så sødt, siger Ibi Makienok.

Hun synes, det er positivt, at festivalgæsterne siger ja til at stille sig nøgne frem.

- Jeg synes, det er public service, fordi vi lærer, hvordan hinandens kroppe ser ud. Selv om "Date mig nøgen" er et underholdningsprogram, så er det også lidt som en biologitime, og det kan jeg rigtig godt lide, siger hun.

/ritzau/