Forfatter Iben Albinus har brugt syv år på at skrive sin debutroman, 'Damaskus'.
Den udkommer tilfældigvis i en tid, hvor situationen i Syrien igen fylder meget i den offentlige debat, og hun håber, at hendes roman kan være med til at give folk et dybere indblik i, hvad der foregår i politistaten.
Hvilken musik lyttede du til, og hvilken bog læste du, da du var 13?
»Jeg læste 'Åndernes hus' af Isabel Allende, og den har virkelig været med til at definere mig som menneske. Bogen handler om tre generationer af kvinder i Chile og om militærkuppet i 1973. Selvom det er en slægtsroman, gjorde den mig tændt på international politik. Der kan tegnes en lige linje mellem min nye roman 'Damaskus' og 'Åndernes hus', for den gjorde mig interesseret i verden og i at fortælle om verden ved at skrive. Min roman er en spændingsroman, men også skrevet for at give folk et indblik i den konflikt, der har været og stadigvæk er i Syrien. Jeg rejste til Syrien for at researche og har skrevet en fiktiv historie ud fra den virkelighed, som jeg oplevede.«
Hvad oplevede du i Syrien?
»Jeg har arbejdet på 'Damaskus', som er en politisk thriller, siden 2014. Først i efteråret 2019 fik jeg mulighed for at rejse til Syrien, men det var en stor øjenåbner. Jeg brugte lang tid på at undersøge, hvordan jeg kunne komme derned på en forsvarlig måde. Jeg forsøgte at få interviews sat op og komme ind i Syrien som journalist, men så lukkede det syriske regime landet for udenlandske journalister. Desuden var jeg holdt op med at være journalist og arbejdede som manuskriptforfatter. En korrespondent, jeg kender, fortalte mig så, at jeg bare skulle rejse ind på ferie og tage min mand med. Vi opdagede, at et dansk rejsebureau solgte rejser til Damaskus, så vi købte en tur hos dem.«
»Vi skulle igennem Libanon for at komme til Damaskus, og der brød demonstrationer ud, som gjorde rejsen lidt utryg, men vi havde en dygtig lokal guide, så rejsen lykkedes, og vi kom ind i Syrien. Da vi nåede Damaskus, der er en 7.000 år gammel by, var det som at opleve '1001 nats eventyr' kombineret med Italien, hvad angår skønhed, kulturhistorie og mad.«
»Det var helt magisk og enestående. Desværre hersker en ubegribelig brutalitet i byen, som selvfølgelig klæbede til oplevelsen. Vi begav os også ud af Damaskus og kom forbi nogle af de sønderbombede byer, og vi mødte mennesker, der generøst fortalte os deres historie. De vigtigste kilder til min roman er dog syrere, jeg har opsøgt i Europa.«
Hvad overraskede dig mest ved Syrien?
»At folk var SÅ søde. Jeg er lyshåret, og min mand har rødt skæg, så vi skilte os tydeligt ud. Folk vinkede og kom hen for at hilse. Mange kvinder i Damaskus går ikke med tørklæde, men der er nogle, der går i næsten helt tildækkende klædedragter, og de bare stirrede på mig. Når jeg så smilede til dem, svarede de ved at vinke ivrigt med begge hænder for at vise deres begejstring over at se turister. Folk var utroligt glade for at se os, fordi de opfattede os som fredsbebudere.«
Hvordan taler din roman ind i den politiske situation herhjemme lige nu?
»Jeg håber, at min roman er med til at vise, hvilken virkelighed de syriske flygtninge bliver sendt tilbage til. I Syrien har de næsten 20 efterretningstjenester. Det syriske regime forfølger folk for at have deltaget i en demonstration. De overvåger folk, arresterer dem for Facebook-opslag og mindre end det. De mennesker, vi sender tilbage, risikerer i den grad at blive arresteret. Min roman handler ikke om krigens ofre og flygtninge – den handler snarere om dens skurke – og den giver et indblik i Syrien som en mafiastat. Vi blev selv overvåget af folk fra efterretningstjenesten, imens vi var dernede. De tjekkede os konstant, aflyttede vores værelser og var bestemt ikke venligsindede over for os.«
