Den amerikanske instruktør Joss Whedon har været under stærke anklager om upassende opførsel.
Blandt de kritiske røster var skuespillerinden Gal Gadot, der arbejdede sammen med Joss Whedon i sin rolle som Wonder Woman i genindspilningen af superheltefilmen 'Justice League'.
Det rygtedes, at instruktøren skulle have truet med at skade hendes karriere, efter hun udtrykte bekymring for, at hendes karakter i genindspilningen ikke stemte overens med Wonder Woman-filmene.
Nu bekræfter Wonder Woman-skuespillerinden rygterne.

»Det, jeg havde med Joss, var, at han sådan set truede min karriere og sagde, at hvis jeg gjorde noget, så ville han gøre min karriere ulidelig. Jeg klarede den på stedet,« forklarer Gal Gadot i det israelske medie N12.
Rygterne startede, efter Gal Gadot bakkede kollegaen Ray Fischer op.
Ray Fischer, der spiller 'Justice League'-karakteren Cyborg, kritiserede den behandling, han havde modtaget af Joss Whedon, som han kaldte for »racistisk« og »fuldstændig uacceptabel«.
Blandt andet følte han sig som sort skuespiller ikke hørt i forhold til de uheldige stereotyper, der lå i hans karakter.
I den forbindelse forklarede Gal Gadot, at hun selv havde dårlige erfaringer med 'Justice League'-instruktøren Joss Whedon.
»Jeg har haft min egen oplevelse med ham, hvilket ikke var den bedste, men jeg klarede det der, og da det skete. Jeg tog det videre til de overordnede, og de klarede det,« fortalte Gal Gadot dengang til Los Angeles Times.
Ray Fischers anklager startede en intern undersøgelse på WarnerMedia af Joss Whedons opførsel under optagelserne af 'Justice League'-genindspilningen.
Optagelserne foregik i 2017, hvor Joss Whedon erstattede instruktør Zack Snyder, der måtte udgå efter dødsfald i familien.

I december afsluttede WarnerMedia undersøgelsen af 'Justice League'-instruktøren, der også er blevet kritiseret af skuespillere som Jason Momoa og Charisma Carpenter.
»WarnerMedias undersøgelse af 'Justice League'-filmen er afsluttet, og der er taget afhjælpende handling,« lød den officielle udmelding fra medieselskabet.
Det er dog aldrig blevet uddybet, hvilke eventuelle konsekvenser undersøgelsen fik.
Gal Gadot har tidligere udtalt til mediet Variety, at hun også er blevet afhørt i WarnerMedias undersøgelse af Joss Whedons upassende opførsel.
Joss Whedon trak sig efterfølgende fra filmen 'The Nevers' i kølvandet på anklagerne og udtalte følgende:
»Jeg er oprigtigt udmattet og tager et skridt tilbage for at lade energien op i mit liv, som er på randen af spændende forandring.«