Alt imens de nye coronarestriktioner træder i kraft i dag, så skinner solen ude i horisonten.
Helt præcist seks måneder fremme i tiden.
For den nye festival i Søndermarken, der har fået navnet SYD FOR SOLEN, har netop lanceret sit program for fredag den 10. juni 2022.
Hvis du er helt tosset med navne som Liam Gallagher, Foals, The Streets, Black Honey, The Goa Express, Goat Girl, PRISMA og Velvet Volume så kan du godt begynde at glæde dig, for det er nemlig de navne, der gæster scenen fredag.
Det oplyser SYD FOR SOLEN i en netop udsendt pressemeddelelse.
Festivalen SYD FOR SOLEN åbner 10.–12. juni næste år op for omkring 15.000 mennesker i Søndermarken på Frederiksberg. Hver dag har sit særpræg med et internationalt hovednavn i front. Billetsalget er baseret på dagsbilletter og prisen er 650 kroner.
Lørdag får festivallen blandt andet besøg af indierockbandet The National, amerikanske Sharon Van Etten, engelske Anna Calvi samt danske eee gee, det har B.T skrevet om tidligere.
Ifølge arrangørerne kan man godt tillade sig at forvente, at den nye festival kan måle sig med de eksisterende mastodonter.
»Man kan forvente den samme kvalitet både musikalsk og i forhold til rammerne. Rammerne kan man måske endda forvente en lille smule mere af,« sagde Nikolaj Thorenfeldt til B.T. tilbage i november.


