Det har delt vandene og vakt kritik.

Kort efter Donald Trumps indsættelse som USAs præsident, sendte kong Frederik en lykønskning til den »ærede« præsident og hans folk – men der er altså god grund til den royale hilsen.

»Kong Frederik sender den, fordi det plejer man at gøre – den norske konge og forskellige andre har også sendt deres lykønskninger, for det er sådan, man altid gør, uanset hvem der er blevet valgt,« forklarer kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

Han forklarer videre, at det generelt også skyldes »almindelig høflighed« og bruges som et tegn på, at landende gerne vil tale med hinanden, uanset om der er politisk uenighed eller ej.

»Så det er af respekt for det land og det demokrati, som har valgt en leder, og da et statsoverhoved som kong Frederik ikke kan være politisk, så ønsker man tillykke uanset hvem, der har vundet,« tilføjer han.

Lykønsker kun konger og præsidenter
Men hvis eksempelvis vores nabolande Sverige og Norge fik en ny statsminister ville kong Frederik ikke skulle finde fyldepennen frem og skrive lykønskninger.

»I det amerikanske system er præsidenten både regeringsleder og statsoverhoved. Men det er adskilt i de nordiske lande. Der er monarken statsoverhovedet, mens statsministeren er regeringsleder,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen og fortsætter:

»Så derfor ville kong Frederik lykønske en ny konge, men ikke en ny statsminister, fordi det bliver politisk på en anden måde i lande, hvor de to ting er samlet i samme person.«

Kong Frederik lykønskede den islandske præsident Halla Tomasdottir, da hun blev præsident i august – og han inviterede hende sågar på statsbesøg i Danmark.
Kong Frederik lykønskede den islandske præsident Halla Tomasdottir, da hun blev præsident i august – og han inviterede hende sågar på statsbesøg i Danmark. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Da Island i august fik ny præsident, sendte kong Frederik således også en lykønskning til hende og det islandske folk, der tidligere var under dansk konge, men siden anden verdenskrig har været en republik.

»Vore to lande har en stærk fælles fortid og nutid, og jeg ser frem til at bygge videre på dette fællesskab og de varme relationer mellem vores lande og folk,« skrev kong Frederik anderledes varmt til den islandske præsident.

Han tilføjede ligeledes, at han og dronning Mary glædede sig til det efterfølgende statsbesøg, hvor Kongeparret havde inviteret præsident Halla Tómasdóttir og hendes mand på royalt visit.

Her dukkede dronning Margrethe ganske overraskende op under sin sygemelding. Læs mere om det HER.