'I er hjerteløse.' 'Jeg er rystet!' 'Fandme usmageligt og grimt.'

Dette er såmænd bare et lille udpluk af de frådende reaktioner, der har været på Facebook, efter en helt bestemt del af Jonatan Spangs seneste afsnit af Tæt på sandheden. 

For i comedyshowet har Spang nemlig »fået lov til at reklamere for den kommende dokumentar: Grønlands brune is.« 

Klippet, som du kan se herunder, er satire over Danmarks Radios udskældte, og nu afpublicerede, dokumentar 'Grønlands hvide guld.'

»Danmarks Radio præsenterer en ny fuldstændig objektiv gennemresearchet og rystende grønlandsdokumentar,« lyder det i begyndelsen af 'reklamen,' der fortsætter:

»Hvor vi følger den helt neutrale forsker Anitta Barbare Aviaja Olsen (med inuit-tatoveringer i ansigtet, red.) i sin kamp for at afdække et historisk og racistisk tyveri.« 

En væsentlig del af de seneste ugers kritik af DRs rigtige dokumentar har netop gået på manglende research og en aktivistisk hovedperson. 

Men ifølge hundredevis af Facebook-brugere, så er det ikke først og fremmest DR selv, satirevideoen rammer - men derimod grønlændere. Og dét er altså for dårligt. 

'Kære Tæt på sandheden. I har åbenbart forbrudt jer mod visse venstreorienterede, woke-typers og nogle grønlænderes uskrevne lov om, at man ikke må lave satire om Grønland. Kritikerne her udstiller sig selv. Hvor er de dog pinlige!' lyder det fra Jarl Cordua.
'Kære Tæt på sandheden. I har åbenbart forbrudt jer mod visse venstreorienterede, woke-typers og nogle grønlænderes uskrevne lov om, at man ikke må lave satire om Grønland. Kritikerne her udstiller sig selv. Hvor er de dog pinlige!' lyder det fra Jarl Cordua. Celina Dahl

»Wow. Det er den eneste og forhåbentlig sidste gang, jeg ønsker, at indlandsisen skal smelte hurtigst muligt, så Danmark kan komme under vand… Jonathan spang, min respekt for dig er helt væk,« skriver en profil. 

Sara Olsvig, der er tidligere grønlandsk politiker, følger trop: 

»Dette siger mere om DRs og dansk manglende selvindsigt end om noget andet. Jeg er alvorligt rystet. Et nyt lavpunkt er nået. Trist.«

Også håndboldspiller og tidligere ligaprofil Minik Dahl Høegh byder ind. 

»Jonathan Spang, det er bare ikke ok. Det er faktisk umenneskeligt ulækkert. Komedie (satire) skaber forbindelse og nærvær mellem mennesker, det her skaber splittelse,« skriver han. 

Men ifølge den politiske kommentator Jarl Cordua, der også har kastet sig ind i debatten, så udstiller kritikkerne kun sig selv. 

»Det er simpelthen gået op for en masse grønlændere, at satire er respektløs. Wow! Øh ja. Det er satirens væsen. Den er respektløs overfor alt og alle. Uden undtagelse,« skriver Cordua i kommentarsporet. 

B.T. har præsenteret Jonatan Spang for kritikken. 

'Vi gennemgår ugens vigtigste nyheder set igennem en humoristisk optik og slår generelt på alle - inklusive vores egen arbejdsgiver DR - og det betyder, at alle emner eller jokes ikke vil være for alle,' udtaler Jonatan Spang, der håber, at folk vil se programmet i sin fulde længde på DRTV.
'Vi gennemgår ugens vigtigste nyheder set igennem en humoristisk optik og slår generelt på alle - inklusive vores egen arbejdsgiver DR - og det betyder, at alle emner eller jokes ikke vil være for alle,' udtaler Jonatan Spang, der håber, at folk vil se programmet i sin fulde længde på DRTV. Niels Ahlmann Olesen

I en skriftlig kommentar gør han opmærksom på, at 'Tæt på sandheden' er et satireprogram, der også er varedeklareret sådan, der slår på alle - inklusive deres egen arbejdsgiver, og at alle emner eller jokes ikke vil være for alle. 

Spang understreger også, at deres satiriske fokus i den pågældende 'sketch' alene har været på DRs ageren. 

»Sekvensen afsluttes med en sketch, der tydeligt gør grin med dokumentarens virkemidler,« skriver han og fortsætter:

»Det har aldrig været meningen at gøre grin med Grønland og det grønlandske folk - selv mener vi, at vi er meget tydelige i vores satire, som udelukkende fokuserer på DRs dokumentar i det her tilfælde.«