Skuespillerinden Molly Egelind har fået sit andet barn med manden og kollegaen Benjamin Hasselflug.

Det er få måneder siden, at skuespillerinden Molly Egelind afslørede, at hun og skuespillermanden Benjamin Hasselflug ventede parrets andet barn.

Og nu er den lille ny så kommet til verden.

Det fremviser den nybagte mor på Instagram.

- Baby W er her, lyder det blandt andet fra Molly Egelind.

Det var også på det sociale billeddelingsmedie, at Molly Egelind i februar viste sine følgere, at hun bar på en sød hemmelighed.

- Nu kan det ikke rigtigt skjules længere - vi bliver én mere i kærlighedsflokken i 2021, skrev hun på Instagram og takkede efterfølgende for de mange lykønskninger, der tikkede ind.

- Det er så skønt at blive oversvømmet med dejlige kommentarer efter mange måneders sejt træk med voldsom graviditetskvalme, masser af arbejde og kæmpe træthed, lød det fra hende.

Lille baby W er parrets andet barn.

Molly Egelind og Benjamin Hasselflug er i forvejen forældre til datteren Ellinor, som blev født i 2014.

Kendisparret mødte hinanden på skuespillerskolen i Odense tilbage i 2011 og giftede sig i sommeren 2016.

Molly Egelind, der er datter af satiriker og skuespiller Søs Egelind, fik sin første filmrolle tilbage i 2002 i Paprika Steen-filmen "Okay" og har siden medvirket i Susanne Bier-filmene "Den skaldede frisør" og "En chance til".

Den hidtil største rolle på film og tv har Molly Egelind i TV2 Charlie-successerien "Sygeplejeskolen", hvis fjerde sæson får premiere senere på året.

Da hun deltog i "Vild med dans" og samtidig indspillede første sæson af "Sygeplejeskolen" i 2018, sendte hun i et interview med Ritzau en stor hyldest til sin mand, Benjamin.

- Min mand løber rigtig stærkt - han er simpelthen den bedste makker. Han kører alt det praktiske og er så fyldt med overskud, når jeg ikke er det. Han er min "cornerman" ligesom i boksning. Det er ham, der lægger et håndklæde om mig og noget koldt på mine blå mærker.

- Han er virkelig min tredje partner på danseteamet, fordi han gør så meget for, at vores lille familiemaskine skal kunne løbe rundt, samtidig med at han også arbejder selv, fortalte hun med et smil tilbage i 2018.

Se babybilledet her: https://www.instagram.com/p/COQN3T6h_Uo/

/ritzau/