Det har taget fire år, men nu er det langt om længe faldet på plads, hvem der bliver de nye ejere af Valdemars Slot, efter lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff døde 20. januar 2017.

Boet er gjort op, og det bliver hans døtre, Caroline Fleming og Louise Eleonora Kathleen Iuel Albinus, der står som de nye ejere af firmaet Valdemars Slot Gods A/S.

Dette bekræftes af Caroline Fleming til B.T. via hendes presseagent, Elisa Lykke.

»Ja, det er en del af min fars estate distribution«, lyder det kort i en sms.

I tiden efter lensbaronens død var der tvivl om, hvem der skulle overtage slottet. Således var der i en periode tale om, at Caroline Flemings søn, Alexander Fleming, skulle stå som stedets ejer. Den idé gik man dog væk fra igen.

»Det var meningen, at Alexander skulle stå som ejer af stedet, men det har vi valgt ikke at gøre.«

»Det er enormt svært at drive et gods, da der er mange udfordringer i aktiviteter som landbrug, jagt, koncerter og turisme, men det er samtidig også det, der gør det sjovt at være en del af stedet,« forklarede Nikolaj Albinus, Louise Eleonora Kathleen Iuel Albinus' mand, til B.T. i 2019.

I stedet blev der lagt op til, at døtrene skulle overtage stedet.

»Valdemars Slot står officielt stadig som et dødsbo efter Niels, men det er bare en formalitet. Slottet skal overdrages til Louise og Caroline,« forklarede Nikolaj Albinus.

L.O.C. og Christiane Schaumburg-Muller holdte deres bryllup på Caroline Flemings familieslot.
L.O.C. og Christiane Schaumburg-Muller holdte deres bryllup på Caroline Flemings familieslot. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Men selvom det allerede i 2019 blev meldt ud, at det var tæt på at falde på plads, er det altså først officielt sket nu.

Tidligere har Louise Eleonora Kathleen Iuel Albinus også fortalt til Fyns Amts Avis, at lensbaronen havde et klart ønske om, at slottet blev i familiens eje.

Louise Albinus og Caroline Fleming er 12. generation af ejere af Valdemars Slot.

Slottet har været i familiens eje siden 1677, hvor kongen skænkede slottet til Admiral Niels Juel efter hans sejr over svenskerne i slaget om Køge Bugt i 1677.

Slottet var betaling for de svenske krigsskibe, han erobrede under slaget.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Louise Eleonora Kathleen Iuel Albinus og Nikolaj Albinus.