Thomas Buttenschøn var lidt forbeholden, da makkeren Chief 1 foreslog, at de stillede op i melodigrandprixet.

Det var Chief 1, der fik idéen, og Thomas Buttenschøn skulle lige overveje, om det nu også kunne lade sig gøre for sådan en som ham.

Koger man historien ned, var det nogenlunde sådan, det gik til, at det musikalske makkerpar Chief 1 og Thomas Buttenschøn meldte sig til årets danske melodigrandprix, hvor de 6. marts stiller op med sangen "Højt over skyerne".

- Jeg havde lavet tracket til sangen for to år siden, og jeg vidste bare, at sangen kunne et eller andet, og at det var noget, Thomas og jeg skulle lave sammen, fortæller Chief 1, som har det borgerlige navn Lars Pedersen.

På det tidspunkt i 2019 havde de to musikere produceret deres fælles single "Alt er godt", som senere blev kåret til årets sommerhit 2019 af P4's lyttere.

Nu syntes Chief 1, at de skulle stille op til Dansk Melodi Grand Prix sammen.

- Så jeg ringede til Thomas, og jeg tror faktisk, at han var meget tæt på at smide røret på. Han troede, at jeg tog pis på ham - at det var telefonfis.

- Jeg tror ikke, at det eksisterede i hans univers overhovedet, at han skulle få en forespørgsel om at være med i melodigrandprixet, siger Chief 1.

Det bekræfter Thomas Buttenschøn.

Den 35-årige popsanger er vokset op med melodigrandprixet, og som 15-årig havde han et coverband, som sang heavy metal-udgaver af grandprixsange.

For eksempel Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud".

Men han havde aldrig overvejet, at det kunne være noget for ham.

- Jeg har altid tænkt, at grandprixet var en kæmpe fest, så jeg ville gerne være en del af det. Jeg har bare aldrig tænkt, at det var en mulighed. Jeg har slet ikke set mig selv i den ligning før nu, siger han.

Det hænger sammen med, at Thomas Buttenschøn mest af alt har set sig selv som spillemand og sangskriver.

- Jeg har aldrig set mig selv som en, der skulle være popstjerne, så det med at hige efter den store platform er ikke noget, jeg har tænkt på, før Lars gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne nå endnu bredere ud med min musik, siger han.

Chief 1 har flere gange medvirket i Dansk Melodi Grand Prix som sangskriver, hvor han har vundet med Kølig Kajs "Stemmen i mit liv" fra 1997, Soluna Samays "Should've Known Better" fra 2012 og senest med Anti Social Medias "The Way You Are" fra 2015.

I år stiller han sig for første gang selv på scenen og synger. Og selv om det var hans idé, har han dog overvejet, om det nu er en god idé.

- Mine betænkeligheder er lidt fremadrettede, men det er også fordi, jeg har prøvet det et par gange før. Alle har en holdning til grandprixet, og når man stiller op, så sætter man sig selv i et sigtekorn for alt og alle, siger Chief 1 og fortsætter:

- Det er Thomas meget bedre til at tackle end mig. Jeg bliver påvirket, når jeg får en verbal sviner fra en eller anden. Det er den eneste betænkelighed, jeg har haft. Men jeg arbejder med det, og når man er lidt følsom, så skal man bare lade være med at glo på kommentarsporene, siger han.

Hverken Chief 1 eller Thomas Buttenschøn oplever at få skæve blikke fra kolleger i musikbranchen, når de stiller op i grandprixet.

- Der er fordomme om, at hvis man har været med i grandprixet eller i "X Factor", så er man farvet. Men jeg tror, at tiden er kommet til at aflive det. De her tv-programmer er blevet en del af musikindustrien. Det er en lige så troværdig måde at promovere sig selv på og skabe noget på, som alt muligt andet.

- Så jeg tror, at man helt skal glemme den der 90'er-ting med at "det gør man ikke, det er forbudt", siger Chief 1.

Den erfarne producer og sanger synes, det er bedre at fokusere på de muligheder, som melodigrandprixet kan give etablerede musikere som ham selv og Thomas Buttenschøn.

- Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at spille en helt ny sang i primetime. Når etablerede musikere skal i fjernsynet, så skal de altid spille deres største hit. Det er fandeme så svært at få lov at spille en ny sang.

- At man kan få lov til det i grandprixet foran så mange mennesker, det er vigtigt at tage med som musiker, siger han.

Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen i DR Byen i København 6. marts og sendes direkte på DR1 fra klokken 20.

/ritzau/