Millionerne er væltet ind hos de danske biografer, i takt med at priserne for biografbilletter de seneste år er løbet løbsk.

»Det efterlader jo et spørgsmålstegn ved, om konkurrencen er stærk nok mellem biograferne, når man bare kan hæve priserne på den her måde. Biograferne sidder åbenbart meget komfortabelt,« siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Prisen for en biografbillet er de seneste årtier stukket markant af fra den generelle prisudvikling i samfundet.

Det viser beregninger, som B.T. har foretaget på baggrund af en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

I 1995 kostede en gennemsnitlig biografbillet eksempelvis 41 kroner – to kroner mere, end hvis prisen havde fulgt den generelle prisudvikling i samfundet siden 1980.

I 2017 kostede en gennemsnitlig biografbillet 90 kroner – 32 kroner mere, end hvis prisen havde fulgt den generelle prisudvikling i samfundet.

Og det kan ses på bundlinjen hos de store biografkæder i Danmark.

Hos Nordisk Film Biografer har de seneste fem offentliggjorte regnskabsår givet et samlet overskud på 144 millioner kroner.

Hos Cinemaxx har de fem seneste regnskaber givet et samlet plus på 114 millioner kroner.

»Og det er jo en god ting, at biograferne tjener penge. Kvaliteten er også blevet løftet,« siger Martin Salamon:

»Men de har samtidig sparet penge ved at effektivisere gennem digitalisering, og de besparelser er bare ikke kommet forbrugerne til gode.«

Hos Nordisk Film Biografer, der er Danmarks største biografkæde, kan man ikke se problemet i, at priserne for biografbilletter er stukket af.

Har du tidligere undret dig over biografernes priser, gebyrer eller gavekort? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

»Priserne er fair. Vi sammenligner vores prisudvikling med andre oplevelser som restauranter og hoteller, og der er prisstigningerne større,« siger Asger Flygare Bech-Thomsen, administrerende direktør for Nordisk Film Biografer i Norden, og forklarer:

»Når biograferne har haft en højere prisudvikling end det generelle samfund, er det, fordi vi har udviklet os konstant. Det er for eksempel 3D, udseendet i biograferne, lyden, sæderne, billedet. Vi investerer rigtig meget for at gøre oplevelsen bedre.«

Kan du forstå, hvis nogen føler, det er for blevet dyrt at gå i biografen?

»Jeg kan godt forstå, at folk bemærker udviklingen, men sammenlignet med andre typer af underholdning er biografen jo stadigvæk billig i forhold til en oplevelse i høj kvalitet.«

I leverer tocifrede millionoverskud år efter år. Er det fordi, billetpriserne er skruet lige lovlig højt op?

»Det er rigtigt, at vi driver en fornuftig forretning, men det er ikke, fordi vi tager overpriser. Der er altså hård konkurrence på biografmarkedet – også på prisen.«

Men hvornår har Nordisk Film sidst sænket priserne?

»Vi kører da kampagner indimellem, og folk får det til halv pris i biografklub Danmark.«

»Men vi kommer ikke til at sænke priserne. Udgifter til løn og husleje stiger hvert år.«

På andre markeder ser vi priskrige lige nu. Hvorfor ser vi ikke det samme blandt biograferne, når der er så store overskud?

»Vi har ikke tænkt os at gøre det, og der er ikke andre, der gør det. Det er jo, fordi vi hellere vil bruge pengene på at investere i biograferne. Og så giver billigere biletter ikke flere folk i biograferne. Det gør gode film.«