Birthe Neumann indtager rollen som den danske forfatter i nyt psykologisk drama af Bille August.

Den danske mesterinstruktør Bille August er snart klar til at begynde optagelserne til det psykologiske drama "Pagten", hvis omdrejningspunkt er det intense venskab mellem den verdensberømte danske forfatter Karen Blixen og den unge lovende digter Thorkild Bjørnvig.

Nu kan folkene bag filmen så afsløre, at det bliver Birthe Neumann, som skal portrættere Karen Blixen.

Det offentliggør SF Studios Production og produktionsselskabet Motor i en pressemeddelelse.

- Vi er ekstremt stolte af at præsentere Birthe Neumann i rollen som Karen Blixen - en stærk, sammensat og dybt fascinerende kvinde. Publikum vil få indblik i sider af Karen Blixen, som kun få kendte, siger producer Jesper Morthorst i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi kommer til at opleve Birthe Neumann i et stærkt kvindeportræt en på én gang generøs og kærlig kvinde, men også magtsyg, intrigant og jaloux. En kvinde, der placerede Thorkild Bjørnvig i et intenst drama mellem hende, hans hustru, Grete, og elskerinden Benedicte.

Den 73-årige skuespillerinde har de seneste syv år kunnet ses i rollen som Fru Fjeldsø i TV2's seersucces "Badehotellet" og i andre komedieroller i blandt andet Tinka-julekalenderne, "Lykkevej" og "Solkongen", men hun har også en lang række dramatiske roller bag sig. Blandt andet i "Journal 64", "De forbandede år" og "Festen".

Den anden hovedrolle i "Pagten" - som den unge, lovende digter Thorkild Bjørnvig - spilles af Simon Bennebjerg, der blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2016.

I 2017 modtog han talentprisen ved Reumert-uddelingen, som hylder og hædrer dansk scenekunst, og nu er den 30-årige skuespiller således klar til at indtage sin første store rolle i dansk film.

I de bærende biroller ses blandt andre Nanna Voss og Asta August, der - som navnet antyder - er datter af Bille August.

Filmen tager afsæt i Thorkild Bjørnvigs udgivelse, som netop hedder "Pagten", der handler om hans og Karen Blixens turbulente forhold op gennem 1950'erne.

De to mødes og indgår en pagt, som kræver Thorkild Bjørnvigs ufravigelige troskab til Karen Blixen, som til gengæld tager ham under sine vinger.

Optagelserne til "Pagten" begynder på Fyn den 10. juni.

Filmen forventes at få premiere i begyndelsen af 2021.

/ritzau/