Otilia fra 'Badehotellet' er klar til efterårets udgave af 'Vild med dans'. Hun har en mulig familiær fordel, til gengæld har hun også en særlig ting, hun skal lære at overvinde.

»Det føles rart at danse med Thomas (Evers Poulsen, red.), men nu har jeg prøvet mine nye sko i går, og de føles ikke særlig komfortable. Jeg har haft dem med hjemme og forsøgt at udvide dem, så de kan forme sig lidt mere efter mine fødder, for de strammer helt vildt,« fortæller 'Badehotellets' Otilia, der i virkeligheden hedder Merete Mærkedahl, som er 38 år og skuespiller uden større erfaring med dansetøj og -sko.

»Jeg kan godt lide løsthængende ting. Hvis det stod til mig, gik jeg i joggingsæt døgnet rundt til stor utilfredshed hos min kæreste,« fortæller hun videre med et smil, da B.T. møder hende til årets første 'Vild med dans'-pressemøde.

Flere af hendes 'Badehotellet'-kollegaer har været med i 'Vild med dans' igennem årene – blandt andre Ena Spottag, der vandt med Merete Mærkedahls dansepartner Thomas Evers Poulsen i 2015.

Skuespillerinde Merete Mærkedahl til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Skuespillerinde Merete Mærkedahl til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Derudover er hun i familie med en anden tidligere vinder, nemlig vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl, der i 2014 vandt sammen med Silas Holst, og derfor sagde hun straks ja tak, da hun blev spurgt, om hun ville være med.

»Jeg har kun hørt godt om det, så det var nærmest en no brainer og en fantastisk mulighed for at være med i et vidtspændende underholdningsprogram, hvor man får undervisning af nogle af de dygtigste dansere i Danmark.«

Hun ser det dog ikke som nogen fordel, at hendes kusine, som hun deler skostørrelse med, tidligere har vundet 'Vild med dans':

»Det tror jeg næppe. Det var også deres oplevelse. Nu skal jeg skabe min egen med Thomas. Vi skal have det sjovt og arbejde så hårdt som muligt. Jeg er blevet spurgt, om jeg ville være med før, men det er først nu på grund af corona, der har rykket nogle ting, at det passede ind.«

Merete Mærkedahl er ved siden af 'Vild med dans' for tiden i gang med at optage den kommende sæson af 'Badehotellet'.

Merete Mærkedahl som Otilia i 'Badehotellet'.
Merete Mærkedahl som Otilia i 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere