Når komiker Mark le Févre træder op på scenen for at fyre jokes af til sit nye onemanshow, giver det ham et tiltrængt pusterum. Det er nemlig et af de eneste tidspunkter, hvor han ikke bekymrer sig.
Hvad er du mest stolt af?
»Jeg er mest stolt af mit første onemanshow. Det var en milepæl for, at det som jeg gerne ville, rent faktisk lykkedes. Samtidig er det også det, som jeg i arbejdssammenhæng, har lagt mest energi og sjæl i.«
»Nu er jeg så på vej med mit næste onemanshow, og jeg føler, at jeg altid har meget på spil i mine shows, fordi det er personlige fortællinger. Det er noget andet, end hvis man er gæst i et tv-program, eller hvad det nu måtte være.«
Hvor lang tid har du vidst, at du gerne ville gå comedy-vejen?
»Fra helt tidlig folkeskolealder har jeg været meget begejstret for at optræde. Jeg kan tydeligt huske den følelse, som det gav, første gang jeg stod på en scene. Det har sikkert været noget jammerligt noget, fordi jeg var ikke ret gammel, men det der med, at folk grinte af, hvad jeg sagde, det var fedt. Det tændte en gnist, og så har det været mig på sinde nærmest lige siden.«
Hvornår begyndte du at gøre alvor af drømmen om comedy?
»Jeg har været den helt klassiske mølle igennem med studievejledere, der ikke rigtig forstod, at comedy var en vej, man kunne gå. Så det var en drøm for mig, der blev parkeret lidt i løbet af skoleårene. I mit tilfælde gik jeg i gymnasiet og besluttede at læse videre – ligesom mange af mine venner. Men jeg husker det virkelig som en underlig tid, hvor jeg havde følelsen af at famle rundt for at finde ud af, hvilken hylde jeg skulle lande på.«
»Jeg startede på lidt forskellige studier og endte med at gå på Aarhus Universitet og tage en bachelor i engelsk og dramaturgi. Men det var kun, fordi jeg havde en følelse af, at jeg var nødt til at læse et eller andet. Så jeg trivedes slet ikke i det på det her tidspunkt.«
»Men jeg var jo flyttet til Aarhus, hvor der også var et godt open-mic-miljø. Så en skæbnesvanger tirsdag tilbage i 2010 trådte jeg op på scenen på Café Smagløs – og det var en kæmpe forløsning! ALT ved det føltes rigtigt.«
Hvad kan være det mest udfordrende ved at stå på scenen?
»Helt grundlæggende er det jo en udfordring, hvis man ikke får folk med, og de ikke griner. Man har jo en form for kontrakt med publikum, og den må man jo bare forsøge at efterleve så godt, man nu kan. Så selvfølgelig er der lidt et pres, men jeg vil også sige, at glæden ved at stå der overskygger det markant.«
Hvad er det bedste ved at stå på scenen?
»Det er så fed en oplevelse! Der er helt grundlæggende en vild rush i at få andre til at grine. Det føles som en superkraft. Der er et eller andet magisk ved den der forbindelse, som man har til publikum. Og så er netop det med at optræde nærmest et frirum for mig. Jeg synes, at det der mylder oppe i mit hoved slukker, og det hele står lidt mere skarpt.«
»For når jeg ikke er på scenen, tænker jeg alle scenarier igennem. Folk, der kender mig, vil helt sikkert sige, at jeg bekymrer mig for meget, og at jeg tager sorgerne på forskud. Derfor kan jeg godt have lidt svært ved at finde ro i hovedet nogle gange.«
Hvordan takler du bekymringerne?
»Jeg er blevet bedre til ikke at grave mig selv ned i tankemylderet. Men problemet med sådan noget er jo, at man sjældent selv kan styre det – også selvom man er bevist om, at det sker, kan det være lidt svært at kontrollere. Det er altid på forkant, at jeg bekymrer mig. Men jeg må også bare medgive, at ni ud af ti gange er der tale om en storm i et glas vand. Det er aldrig lige så slemt som først antaget.«
»Det er lidt ligesom, hvis man er uvenner med en ven og skal konfrontere vedkommende. Så kan man nemt gå og få bygget det op i sit hoved. Men når man så tager snakken med sin ven, så viser det sig ofte, at det ikke var særlig slemt. Og sådan tror jeg bare, at det er. Generelt er vi mennesker nok ret gode til at få malet fanden på væggen.«
