Amnesty International har besluttet at droppe et krav til Radio24syv om at stoppe kontakt til Amalie Have, som på det seneste har været omtalt i satireprogrammet "Den Korte Radioavis".
Udmeldingen fra Amnesty International kommer i et svar til Mikael Bertelsen, programchef på Radio24syv, der på Twitter skriver, at han melder sig ind i Amnesty, hvis organisationen dropper sit krav og trussel om advokat mod radiostationen i løbet af 24 timer.
'Det er da for godt et tilbud at sige nej til, Mikael. Så ja, vi trækker både advokat og krav - og glæder os til at have dig som medlem! Må vi ikke også samtidig invitere dig til landsmødet i april? Og så en lille dyrekøbt erfaring: Pas på med trusler og 24-timers deadlines...' skriver Amnestys generalsekretær, Trine Christensen, på Twitter.
Den oprindelige klage gik på, at Radio24syvs satireprogram 'Den korte Radioavis' har chikaneret Amnestys kampagnerepræsentant Amalie Have flere gange dagligt i en periode på flere uger.
Opkaldene skulle have fundet sted under og uden for sendetid, hvilket Amnesty International mener at have karakter af en hetz og chikane mod Amalie Have.
Som følge satireprogrammerne er Amalie Have ifølge Amnesty International også blevet udsat for adskillige trusler.
Efter klagen har flere undret sig over, herunder chefredaktør på Radio24syv, at Amnesty gik ind i sagen, når organisationen har ytringsfrihed som en af deres mærkesager. Det er dog ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, forklarede Trine Christensen tidligere på ugen.
»Det har ikke noget med ytringsfrihed eller satire at gøre. Omfanget blev så voldsomt med så mange opkald over så lang tid, at det er chikane,« forklarer Trine Christensen.