Det faldt for nylig debattør og influencer Amalie Have for brystet, at den danske musiker Lukas Graham har udgivet et covernummer af amerikanske XXXTentacions hit 'SAD'.

Årsagen er, at amerikaneren flere gange har været anmeldt for vold mod kvinder, blandt andre sin ekskæreste.

Have mener, at Graham på den måde er med til at blåstemple en hæslig adfærd, og hun opfordrer derfor med egne ord sine flere end 80.000 følgere på Instagram til at nudge Graham til at omgøre beslutningen.

Man kan også sige, at hun sætter fut i en shitstorm.

Graham er lydhør og trækker nummeret tilbage.

Satireprogrammet 'Den korte radioavis' tager fat i sagen, fordi det på Amalie Haves egen offentlige Spotify-profil fremgår, at hun selv lytter til en række kunstnere, der enten er mistænkt for eller direkte dømt for kriminalitet.

Omtalen i radioprogrammet afstedkommer en ny shitstorm - denne gang rettet mod Amalie Have, som oplever voldsom kritik og sågar trusler for sin rolle som 'helligfrans'.

Amnesty går ind i sagen og truer radioen med advokater, hvis de ikke trækker udsendelserne tilbage. En helt grotesk indblanding fra en organisation, der ellers kæmper for retten til at udkomme med satire.

Hvis man ikke adskiller kunsten fra kunstneren, løber man ind i voldsomme problemer. Hvad kan man tillade sig at lytte til eller kigge på, hvis man skal være politisk korrekt og forkaste alt, der er lavet af nogen, der har gjort noget forkasteligt?

Man kan ikke lytte til Michael Jackson efter de nye pædofilianklager, men hvad med de generationer af kunstnere, Jackson har påvirket og inspireret?

Hvad hvis vi opdager, at Mozart engang opførte sig utilstedeligt, må vi så ikke lytte til hans musik længere? Hvis Rembrandt var en sjuft, skal hans skilderier så fordømmes? Det er skruen uden ende.

Amalie Have har naturligvis lov til at have en anden holdning, men det er også legitimt, at et satireprogram udstiller tyk dobbeltmoral. Det er faktisk derfor, man laver satire, og sådan en stemme må man ikke gøre tavs.

Omvendt nytter det heller ikke, at en debattør med noget på hjerte bliver udsat for trusler og må trække sig. Vi kan hverken undvære denne verdens Amalie Have eller Korte Radioaviser.

De sociale medier har desværre gjort det alt for let og smertefrit i overført betydning at aflevere en lort med ild i på naboens dørmåtte. Uden risiko for at blive fanget i handlingen, for Facebook og andre sociale medier er uvillige til at tage ordentligt ansvar for den beskidte del af aktiviteten på deres platforme.

Pilen peger på os selv. Vi er forpligtet til at opføre os anstændigt, hvis vi deltager i et hylekor. Og opfordre vores næste til at gøre det samme.