Søndag aften var der mystisk aktivitet i de danske farvande.
En såkaldt Zombieolietanker med forbindelser til Rusland lavede en uventet U-vending tæt på den danske kyst. Og meget tyder på, at det måske fik besøg af det danske forsvar.
Sådan lyder vurderingen fra en ekspert.
Olietankeren 'Tavian', som siges at være del af den russiske skyggeflåde, lå ud fra det nordlige Langeland, da det mellem klokken 18.00 og 19.00 søndag aften vendte 180 grader væk fra sin planlagte kurs i Den Finske Bugt.
I stedet sejlede den EU og amerikansksanktionerede olietanker nordpå.
Men da det nogle timer senere lå øst for Anholt, havde det tilsyneladende vakt Forsvarets opmærksomhed.

Skibets besynderlige rute er nemlig ikke det eneste opsigtsvækkende ved det såkaldte 'Zombie'-skib.
Olietankeren har netop fået det kuriøse navn, fordi det både har undergået flere ændringer i sit navn, mens det har også sejlet under forskellige nationers flag.
Ifølge The Guardian gik skibet tidligere under navnet 'Tia', som i 2024 blev underlagt sanktioner af USA for at transportere råolie fra Venezuela.
Om skibets mistænkelige tilhørsforhold og rute er årsagen til, at det danske patruljefartøj 'Freja' søndag nat kom i aktion, er uvist.

Det danske patruljeskib kan på skibsfarts overvågeren Vesselfinder ses sejle ud til det område, hvor 'Tavian' befandt sig omkring klokken 03.00 natten til mandag.
Her fremgår det, at 'Freja' i 20 minutter sejlede en lille rundtur i området tæt på Zombieskibet.
Og det er ganske muligt, at olietankeren er blevet undersøgt nærmere af det danske forsvar.
Sådan lyder vurderingen fra Johannes Riber, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, som blandt andet fokuserer på maritim strategi.

»Det her er en standard politiopgave til søs. Det vil sige, at hvis man har en mistanke, en bekymring, en usikkerhed, eller man bare vil dobbelttjekke, hvad det er. Det er helt, helt normalt, at man gør det her,« siger han til B.T.
B.T. har spurgt Forsvaret, om man vil bekræfte at 'Tavian' blev undersøgt natten til mandag.
Men Forsvarets presseofficer oplyser, at man ikke kommenterer enkelte aktioner, og vil hverken be- eller afkræfte, at de to skibes færden har en sammenhæng.
Den maritime forsvarsekspert Johannes Riber forklarer, hvad Forsvaret eksempelvis kan have til formål, såfremt der er tale om en nærmere undersøgelse:
»Man kan sejle ud og kigge på, om skibet stemmer overens med den data, man har i forvejen. Flager det med det rigtige flag? Er der noget, vi skal være opmærksomme på? Simpelthen også bare signalere, at vi er her,« siger han og tilføjer:
»Man skal forestille sig, at det er lidt ligesom at køre en politibil med blå blink ned igennem en gade, for at vise at man er tilstede,« siger han.
Derfor har der ikke nødvendigvis været noget fordækt på spil, lyder det fra eksperten. 'Tavian' sejler tirsdag eftermiddag nordpå vest for Norge.
Du kan læse mere om det mystiske skib 'Tavian' og den pludselige U-vending lige HER.

