Zelenskyj: Vi taler med USA hver dag
Udtalelsen kommer efter en periode med flere sammenstød mellem USA og Ukraine.

Udtalelsen kommer efter en periode med flere sammenstød mellem USA og Ukraine.

Selvom forholdet mellem USA og Ukraine lige nu tilsyneladende er anspændt, så er repræsentanter fra de to regeringer i kontakt stort set hver dag.
Det fortæller den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en video på det sociale medie X.
»Vi fortsætter med at tale konstruktivt med den amerikanske præsidents team, og vi er i kontakt med dem stort set hver dag,« siger han i videoen.
Udmeldingen kommer en nogle dage med kurre på tråden.
I weekenden skrev Trump på sit sociale medie Truth Social, at Rusland og Ukraine har indgået en 'energi-våbenhvile', hvor de to lande vil undlade at angribe energiinfrastruktur såsom olieraffinaderier og kraftværker.
Ifølge Zelenskyj var det dog en nyhed, han måtte læse om i medierne, hvilket han søndag fortalte til mediet Axios.
»Men hvis russerne accepterer en våbenhvile på energiområdet, vil Ukraine også acceptere det,« lød det fra den ukrainske præsident.
Kort forinden havde Trump indgået en dieselaftale med Ruslands præsident, Vladimir Putin, hvor USA køber 300.000 tons diesel af Rusland nu, og yderligere halvanden million tons de kommende måneder.
Aftalen udløste omgående kritik fra Zelenskyj, der kaldte det 'en gave til Putin', som giver ham flere penge at føre krig for.
Lørdag langede Trump så ud efter Zelenskyj på ny, hvor han opfordrede til, at Ukraine fik en ny præsident.
»Jeg vil foreslå, at de får en ny leder, der kan få en aftale på plads,« lød det lørdag fra Trump.
Senest truede Trump mandag med at stoppe våbenleverancer og delinger af efterretninger med Ukraine, hvis Ukraine fortsætter med at angribe russiske olieraffinaderier.
I sin nylige video på X understreger Zelenskyj, at han er villig til at overholde energivåbenhvilen.
»Ukraine er klar på en energivåbenhvile, og vi er dem, der gentagne gange har foreslået netop sådan en våbenhvile. Nu må Rusland leve op til deres del af aftalen,« siger han i videoen.
Ifølge Zelenskyj blev seks ukrainske energianlæg ramt af russiske angreb mandag.