Løfter er ikke længere nok.

Nu varsler Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, »ændringer« i landets diplomatiske arbejde.

Ukraine har ifølge præsidenten brug for »et nyt niveau af samarbejde«, så landets allierede hurtigere leverer de våben, de har stillet i udsigt.

Det siger han i sin daglige videotale.

Et centralt punkt er Ukraines luftforsvar, forklarer han.

I den forbindelse fremhæver Zelenskyj muligheden for, at Ukraine med amerikansk godkendelse kan begynde at producere antimissil-systemet 'Patriot' eller dele af dem på egen jord.

USAs præsident, Donald Trump, sagde under NATO-topmødet i Ankara, at USA vil give Ukraine en licens til at producere Patriot-systemer.

Men der er langt fra grønt lys til færdige våben, skriver AP, som henviser til flere eksperter og ukrainske embedsmænd.

Ifølge Yehor Chernev, som er næstformand i det ukrainske parlaments forsvarsudvalg, kan den juridiske proces sættes i gang inden for få måneder.

Men selv med færdige komponenter fra udlandet vil det dog formentlig tage mindst 18 til 24 måneder at etablere den første forsøgsproduktion, lyder det.

Det er samtidig uklart, om licensen vil gælde komplette systemer eller blot missiler, samling og udvalgte komponenter.