Zelenskyj skal mødes med Trump: ‘Kan ændre meget’
Nu skal de to statsledere mødes igen. Det et tidligere gået helt galt, men Zelenskyj er optimistisk.

Nu skal de to statsledere mødes igen. Det et tidligere gået helt galt, men Zelenskyj er optimistisk.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal igen stå ansigt til ansigt med USA's præsident, Donald Trump.
Denne gang bliver det i New York.
Det skriver Zelenskyj på det sociale medie X søndag aften.
»Vi har aftalt at mødes i New York, og dette møde kan ændre meget. Der er diplomatisk momentum,« skriver han.
Det fremgår ikke af opslaget, præcis hvornår mødet skal finde sted.
Det kommer dog samtidig med, at en lang række af verdens ledere samles i New York til FNs Generalforsamling. Den store generaldebat begynder tirsdag 22. september.
Mødet kommer også på et tidspunkt, hvor USA forsøger at få nyt liv i forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine.
Tidligere i september rejste Trumps udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner først til Moskva og derefter til Kyiv. Efter mødet i Kyiv sagde Zelenskyj, at parterne havde drøftet mulighederne for at genstarte forhandlingerne.
Det takker den ukrainske præsident også Trump for i sit opslag.
»Vi samarbejder med det amerikanske team og er klar til at tage virkelig betydelige skridt,« lyder det.
Zelenskyj har tidligere meldt ud, at han håbede på et møde med Trump i september. Blandt emnerne skulle være en vinterpakke til styrkelse af Ukraines luftforsvar.
Og møder mellem de to præsidenter har tidligere budt på dramatik.
I februar 2025 udviklede et møde i Det Hvide Hus sig til et opsigtsvækkende offentligt sammenstød mellem Zelenskyj, Trump og vicepræsident J.D. Vance. Besøget blev afsluttet brat, og en planlagt aftale om ukrainske mineraler blev ikke underskrevet den dag.
Siden har de to præsidenter dog mødt hinanden flere gange – blandt andet i New York under FN's Generalforsamling i september 2025