Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har planer om at mødes med statsminister Mette Frederiksen i weekenden.

Det oplyser det ukrainske præsidentkontor torsdag.

På præsidentkontorets hjemmeside oplyses det, at Volodymyr Zelenskyj den 16. februar besøger Tyskland og Frankrig for 'at føre forhandlinger med Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron'.

Derudover vil Zelenskyj den 17. februar holde en tale på hovedscenen ved sikkerhedskonferencen i München.

Han vil desuden også holde en række bilaterale møder på sidelinjen af konferencen, oplyses det.

»Der er planlagt samtaler med USAs vicepræsident, Kamala Harris, Tjekkiets præsident, Petr Pavel, Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, Hollands premierminister, Mark Rutte, og andre statsoverhoveder og erhvervsledere,« lyder det.