Moskva har natten til tirsdag været under et massivt droneangreb.

Ifølge byens borgmester, Sergej Sobjanin, har det russiske luftforsvar skudt omkring 60 ukrainske droner ned over den russiske hovedstad.

Men ikke alle blev stoppet.

En ukrainsk drone har ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ramt Moskva-regionens største olieraffinaderi.

»Denne gang mærkede Moskva rækkevidden af Ukraines langtrækkende kapaciteter. Et olieraffinaderi blev ramt i en afstand af 500 kilometer,« skriver Zelenskyj på X og tilføjer:

»Rusland skal tvinges til at afslutte sin krig mod vores folk. Og Ukraines langtrækkende våben er en af de vigtige komponenter i et sådant pres.«

Han kalder angrebet en fair reaktion på russiske angreb og understreger, at Rusland skal tvinges til at afslutte krigen mod Ukraine.

Moskvas borgmester har ifølge nyhedsbureauet NTB ikke oplyst, om driften på raffinaderiet er påvirket.

Raffinaderiet er det største i Moskva-regionen og drives af Gazpromneft, som er et datterselskab af det statsejede Gazprom.

Olieraffinaderiet producerer 11,6 millioner ton olie i 2024.

Der er ikke meldt om tilskadekomne efter branden.