Så sent som for to dage siden mødtes de. Det blev sidste gang.

Nu mindes Volodymyr Zelenskyj den afdøde republikanske senator Lindsey Graham, der var i gang med at »arbejde på vigtige initiativer, der kunne bidrage til at bringe freden nærmere«.

Det skriver den ukrainske præsident i et længere opslag på X.

»Jeg er dybt berørt over nyheden om den amerikanske senator Lindsey Grahams bortgang. Lindsey var en sand forkæmper for friheden og de værdier, der gør vores verden mere sikker,« lyder det fra ham.

Søndag morgen kunne den republikanske senators kontor oplyse, at Graham var gået bort i en alder af 71 år.

»Lørdag aften den 11. juli afgik den amerikanske senator Lindsey Graham ved døden efter en kort og pludselig sygdom,« lød det i en udtalelse.

Lindsey Graham ses her under en tale i Kyiv den 10. juli.  Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix

For nylig vendte han hjem efter en rejse til Kyiv i Ukraine, hvor han i fredags mødtes med Volodymyr Zelenskyj.

I alt nåede de at besøge landet ti gange under den russiske krig, der brød ud i fuldskala i februar 2022, skriver Zelenskyj.

»Vi var i konstant dialog, og jeg vil savne vores samtaler. Vi mødtes to gange alene i den forløbne uge,« forklarer han i sit opslag.

»Som en standhaftig fortaler for tværpolitisk og tværkammerlig støtte til Ukraine havde han i de seneste uger arbejdet på vigtige initiativer, der kunne bidrage til at bringe freden nærmere, herunder skærpede sanktioner mod Rusland,« lyder det videre fra den ukrainske præsident.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ses her sammen med den republikanske senator Lindsey Graham, der er gået bort i en alder af 71 år. Her ses de under et møde i Kyiv i maj 2025. Foto: Ukrainian Presidential Press Service/Reuters/Ritzau Scanpix

Zelenskyj retter derudover en tak til Graham »for hans anerkendelse af vores folk«.

»USA og verden har mistet en beslutsom leder. Vores dybeste medfølelse går til Lindseys familie, hans nærmeste og alle, der havde det privilegium at arbejde sammen med ham,« slutter han sit opslag.

Lindsey Graham, der var valgt som senator for delstaten South Carolina, var en af de mest fremtrædende stemmer i Det Republikanske Parti inden for forsvar og internationale anliggender.

Blandt andet har han tidligere foreslået at give den russiske økonomi et knockout-slag ved at lægge 500 procent told på import fra lande, der køber russisk olie, olieprodukter, naturgas eller uran.

Også Donald Trump har skrevet mindeord om Graham, der de senere år var en af den amerikanske præsidents mest loyale støtter. Det kan du læse mere om i artiklen HER.