Rusland laver gentagne angreb de samme steder i Ukraine for at såre brandfolk og andre, der arbejder der, hvor missiler og bomber allerede én gang har ramt.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X.

Han fortæller samtidig, at Rusland natten til torsdag har angrebet Ukraine med mere end 300 droner og 37 missiler.

- Og det er bekræftet, at russerne begår dobbeltterror ved at angribe med Shahed-droner udstyret med klyngebomber og lave gentagne angreb for at såre brandfolk og energiarbejdere, som genopbygger beskadigede faciliteter, skriver Zelenskyj på X torsdag formiddag.

Shahed-droner er angrebsdroner, som produceres i Iran. Rusland har ofte brugt dronerne i sine angreb på Ukraine.

Flere personer er blevet såret forskellige steder i landet i nattens angreb.

Angrebene har ramt regionerne Vinnytsja, Sumy, Poltava, Tjernihiv og Kharkiv.

Det er primært Ukraines energisektor og civile infrastruktur, der er blevet ramt i de russiske angreb, skriver Zelenskyj.

- Dette efterår udnytter russerne hver eneste dag til at angribe vores energiinfrastruktur, skriver den ukrainske præsident.

Den administrerende direktør for det statslige ukrainske energiselskab Naftogaz, Sergij Koretskyj, fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP, at der alene i oktober har været seks større angreb på gasfaciliteter i Ukraine.

Det seneste angreb har ramt anlæg, der allerede var beskadigede.

- Dette påvirker direkte omfanget af den ukrainske gasproduktion, hvilket vi er tvunget til at kompensere for gennem import, siger Koretskyj.

Ukraines luftvåben oplyser, at 14 missiler og 37 droner ramte mål i landet i løbet af natten. 283 droner og fem missiler blev skudt ned.

/ritzau/