Rusland og USA forhandler en økonomisk aftale mellem landene til en værdi af omkring tolv billioner dollar – svarende til knap 76 billioner kroner.
Det siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ifølge The Washington Post.

Han hævder, at han har set dokumenter fra efterretningstjenesten, der skitserer rammerne for det russisk-amerikanske samarbejde – der angiveligt kaldes Dmitriyev-pakken efter den russiske forhandler Kirill Dmitrijev, som også er leder af den russiske investeringsfond.
Ifølge Zelenskyj er der indikationer på, at dele af forhandlingerne vedrører »Ukraines suverænitet og sikkerhed«.
»Vi gør det klart, at Ukraine ikke vil stå bag eventuelle aftaler om os, der indgås uden os,« siger han ifølge The Washington Post.
USAs præsident, Donald Trump, har tidligere nævnt muligheden for handel mellem landene som et incitament for Rusland til at afslutte krigen i Ukraine.

