Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, holder onsdag formiddag et møde med Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, i den militære lufthavn Gardermoen ved Oslo.
Det skriver den norske regering i en pressemeddelelse.
Den militære lufthavn ligger i direkte forlængelse af den civile lufthavn.
- Norges støtte til Ukraine er stærk og fortsætter. Det er afgørende at have en tæt dialog med de ukrainske myndigheder, så støtten imødekommer behovene i Ukraine, siger Støre ifølge meddelelsen.
Onsdag oplyser Norge, at landet sammen med EU bidrager med yderligere 1,5 milliarder norske kroner til at sikre strøm og varme til Ukraine i løbet af vinteren. Det svarer til knap en milliard danske kroner.
Senere onsdag skal den ukrainske præsident til Sverige, hvor han blandt andet skal besøge våbenproducenten Saab og mødes med den svenske statsminister, Ulf Kristersson.
Begge dele sker som led i en "rundrejse i Europa", skriver den norske regering.
- Af tidshensyn bliver mødet (med Støre, red.) på Gardermoens militære lufthavn, skriver regeringen.
Også præsident Zelenskyjs hustru, Olena Zelenska, er med.
Seneste besøg i Norge var i slutningen af marts i år, skriver nyhedsbureauet NTB.
Tidligere i oktober var Zelenskyj til et topmøde i Bella Center i København.
Her lød det, at Ukraine er klar til at hjælpe Danmark med at håndtere trusler fra droner, efter at Danmark og andre europæiske lande den seneste tid har oplevet droneaktivitet og krænkelser af luftrum.
Ved onsdagens møde i Sverige vil Zelenskyj og Kristersson præsentere det, som regeringen i en pressemeddelelse betegner som en nyhed inden for forsvarseksport.
Det er uvist, hvad nyheden er.
Saab er blandt andet producent af Gripen-kampflyet, overvågningsflyet GlobalEye, missilsystemer, infanteripanserværnsvåben og andet udstyr. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Netop Gripen-flyet har i længere tid været nævnt som en mulighed som led i svensk støtte til Ukraine.
/ritzau/